Den 20 februar 2012 markerer 50 året for John Glenns rumflyvning, hvor han på fem timer kredsede tre gange rundt om Jorden, og dermed blev den første amerikaner i bane om Jorden. Det skete i rumkapløbets andet år, hvor amerikanerne virkelig havde behov for at markere sig. Russerne var jo allerede i april 1961 blevet de første, der sendte et menneske på rumflyvning. Gagarin fløj den 12 april en gang rundt om Jorden, men allerede i august fulgte German Titov med ikke mindre end 17 kredsløb om Jorden i løbet af et helt døgn.

Overfor de russiske triumfer stod amerikanerne med Shepard og Grissoms kun 15 minutter lange hop ud over Atlanterhavet, og så præsident Kennedys målsætning om at lande et menneske på Månen inden årtiets udgang. Dengang vidste amerikanerne meget lidt om, hvad der foregik bag jerntæppet, og de var alvorligt bange for, at russerne skulle komme først til Månen.

”Man går ikke om bord -man tager den på”

John Glenn fotograferet under sin flyvning. Han havde ikke megen plads til at røre sig på. Kilde: NASA

John Glenn har givet den hidtil bedste beskrivelse af den lille Mercury kapsel, han skulle flyve i, med det berømte citat: ”Man går ikke om bord i den –man tager den på”. Mercury kapslen var virkelig lille med sine kun 1,3 ton mod de russiske Vostok rumskibe på næsten 5 ton. Når man i dag ser Mercury kapslen udstillet, så forekommer det ufatteligt, at man har turdet sende så lille en kapsel ud i rummet.

Den nu 90 årige John Glenn fejrer selv 50 årsdagen ved at møde op i det gamle kontrolcenter for Mercury kapslerne sammen med den eneste anden overlevende af de første syv amerikanske astronauter, Scott Carpenter på 86 år.

Glenn husker stadig, hvordan hans opsendelse, som det var almindeligt dengang, blev udsat gang på gang. 11 gange gjorde man klar til start, og John Glenn måtte tre gange forgæves gå om bord, før det endelig lykkedes at få ham af sted den 20 februar 1962.

Ildfluer og drama under landing

Under Glenns flyvning hørte vi første gang om begrebet ildfluer. Hver gang den lille kapsel fløj ind i solopgangen, så Glenn en kort stund rumkapslen omgivet af små lysende partikler. Glenn beskrev det selv, som om han bevægede sig gennem en mark fuld af ildfluer. Partiklerne var gulgrønne og fløj forbi kapslen med en fart af flere kilometer i timen. I dag ved vi, at ildfluerne blot var små is- og støvpartikler, der havde revet sig løs fra kapslen, men dengang vakte de megen opsigt.

Mercury-kapslen med bremseraketter. Jordkontrollens plan var, at de remme, som holdt bremseraketterne fast, også kunne hjælpe med til at holde varmeskjoldet på plads. Kilde: NASA

Først da Glenn var vendt tilbage i god behold, hørte vi om det store drama, der havde udspillet sig under landingen. Jordkontrollen havde opdaget, at der var en mulighed for, at varmeskjoldet ikke sad ordentligt fast. Derfor havde de beordret Glenn til ikke at afkaste bremseraketterne efter brug. De kunne nemlig hjælpe med at holde varmeskjoldet fast under nedturen. De fortalte dog ikke John Glenn umiddelbart om årsagen til ordren. Det førte senere til en meningsudveksling mellem de meget selvstændige astronauter og NASA. Astronauterne holdt nemlig meget stærkt på, at de var piloter og ikke bare en slags forsøgsdyr, eller som de udtrykte det: ”spam in a can”.

Nedturen blev også meget dramatisk for Glenn, der oplevede at store glødende rester af bremseraketterne flyve tæt forbi hans vindue kun få cm fra hans ansigt. Hele kabinen var nu også ubehageligt varm, han svedte i sin rumdragt, og alt, hvad han i øvrigt kunne se ud af vinduet, var orange flammer.

Fra rumhelt til senator – og tilbage til Rummet

John Glenn om bord på Discovery sammen med kaptajnen Curtis Brown. Kilde: NASA

Efter sin flyvning blev Glenn for en tid den største flyverhelt i USA siden Charles Lindbergh. Men han forlod NASA kort tid efter mordet på John Kennedy og gik ind i politik. I 24 år var han demokratisk senator for staten Ohio, da han pludselig i en alder af 77 år dukkede op igen som astronaut om bord på rumfærgen Discovery i 1998. Her opholdt han sig ni dage i rummet, og hans vigtigste opgave var at udføre målinger og gøre erfaringer om, hvordan en ældre person kan klare en rumflyvning. Desuden skulle han gøre sammenligninger om oplevelsen af sine to rumflyvninger med 36 års mellemrum.

John Glenns store betydning ligger i, at hans flyvning i 1962 gav amerikanerne den selvtillid, de havde så hårdt brug for til at gå videre med det store Apollo-projekt. I dag kan vi kun undres over de risici, der blev taget og det mod, der blev udvist af de første astronauter.