Siden juli 2011 har rumsonden Dawn været i gang med at kortlægge den store asteroide Vesta. Med en diameter på omkring 560 km er Vesta den næststørste asteroide kun overgået af Pallas. Den største klode i asteroidebæltet er dog Ceres. Men på grund af dens størrelse på næsten 1000 km regnes den nu for en dværgplanet.

Umiddelbart ser Vesta ud til blot at være endnu en død og kraterdækket klode, men en nøjere undersøgelse har afsløret, at den i hvert fald ikke er helt død geologisk set. Rundt langs ækvator er der nogle mærkelige riller, der adskiller den nordlige og den sydlige halvkugle. Dawns billeder har også vist, at der er stor forskel på den nordlige og den sydlige halvkugle.

Kraterlandskab på Vesta. Bemærk de næsten lodrette kratersider, hvor store mængder materiale er skredet ned. Kilde NASA

Selv om Vesta er lige så gammel som selve solsystemet, altså 4,6 milliarder år, så er landskabet på den sydlige halvkugle meget ungt, kun 1-2 milliarder år gammelt. Det tyder på, at indre geologiske kræfter må have omdannet overfladen, hvilket er meget overraskende for en så lille klode som Vesta.

Kæmpekrateret på sydpolen

På den sydlige halvkugle finder vi det enorme nedslagskrater Rheasilvia, der har en diameter på 460 km, hvilet er 80 % af hele klodens diameter. Krateret er 13 km dybt, og i midten er der et centralbjerg, der rejser sig ikke mindre end 23 km op. Også de dybe riller langs ækvator menes at være dannet i forbindelse med det store nedslag, og det er nærmest et mirakel, at Vesta har overlevet.

Udsnit af det enorme Rheasilvia-krater nær Vestas sydpol. Kilde NASA

Ved nedslaget, der fandt sted for måske en milliard år siden, blev der slynget millioner af tons klippe ud i rummet. Mange af disse brudstykker kredser nu i asteroidebæltet som selvstændige små asteroider, men nogle stykker er nu også endt her på Jorden. Det ved vi, fordi mineralsammensætningen af nogle meteorer stemmer overens med mineralforekomster på Vesta, bestemt ved spektralanalyse.

Måske is på Vesta

Vesta har ligesom Jorden årstider, fordi den har en aksehældning på 27 grader. Det betyder også, at der ikke findes kratere på Vesta, hvis bund altid ligger i skygge. Det gør det vanskeligt for is at eksistere på overfladen, da isen vil fordampe, så snart sollyset rammer kraterbunden.

Men nu er Vesta en temmelig kold klode, hvor temperaturen selv ved ækvator ikke kommer over -120 grader. Ved polområderne kommer temperaturen dog ned på -150 grader, og det gør det muligt for is at eksistere i undergrunden bare få meter under overfladen. Dawn er nu i færd med at undersøge, om der findes sådanne isforekomster.

I juli vil Dawn forlade Vesta for at begive sig ud på en næsten tre år lang rejse mod asteroidebæltets største medlem Ceres. På forhånd har man gættet på, at Ceres på grund af sin størrelse rummer større mængder is –og at der måske i fortiden har været et underjordisk ocean, hvor der ifølge astrobiologer endda kan have været primitivt liv.

Højdekort over sydpolsområdet med kæmpekrateret Rheasilvia. Rødt markerer højtliggende områder mens blåt er lavland. Bemærk centralbjerget midt i krateret samt den meget høje kraterrand. Kilde: NASA

Dawn –en iondrevet rumsonde

Grunden til at Dawn sådan kan rejse rundt i asteroidebæltet er, at den er udstyret med tre ionmotorer. De er meget effektive og brændstoføkonomiske. Når motorerne arbejder, bruger de kun 280 gram brændstof i form af gassen Xenon i døgnet. Til gengæld er motorerne så svage, at det tager fire døgn at ændre rumsondens fart med bare 100 km i timen. Da Dawn medfører 425 kg Xenon, er der brændstof til flere års forbrug. Desuden er der jo lange perioder, hvor motorerne ikke er tændt, som fx når Dawn kredser om Vesta.

Ionmotorerne får energi fra to enorme solpaneler, der giver Dawn er samlet længde på næsten 20 meter. Det er nødvendigt med så store solpaneler, fordi det meste af rejsen foregår i asteroidebæltet, i stor afstand fra Solen.

Dawn blev opsendt i september 2007, og i februar 2009 fløj den tæt forbi Mars for at få et ekstra skub. Den ankom som nævnt til Vesta i juli 2011 og vil forlade den i juli 2012. Ankomsten til Ceres er planlagt til februar 2015 med et fem måneder langt ophold. Derefter skulle der stadig være brændstof tilovers til at besøge flere asteroider, men endnu er der ingen faste planer.