Helt tilbage i 1962 gik England og Frankrig sammen om at bygge verdens første passagerfly, der kunne flyve hurtigere end lyden. Det var dyrt, tog lang tid, og den første prøveflyvning fandt først sted i 1969. Der skulle gå yderligere seks år, før flyet kom i rutedrift i 1975 – og så varede det hele kun til 2003.

I de 28 år Concorden fløj, var der kun en alvorlig ulykke, der fandt sted i 2000. Grunden til, at Concorden så hurtigt blev taget ud af drift, var simpelthen, at den var for dyr i drift. Nok kunne den mere end halvere rejsetiden i forhold til almindelige jetfly, men det meget høje brændstofforbrug og de deraf følgende høje billetpriser forhindrede, at den blev brugt i stor stil.

Resultatet er, at vi stadig flyver med jetfly, som ikke er spor hurtigere, end de var for 30 eller 40 år siden. Den praktiske hastighedsgrænse er stadig omkring 1000 km i timen.

Rumfarten har det samme problem. Vore raketter i dag er ikke spor hurtigere end de første måneraketter for 40 år siden. I dag er hastighedsgrænsen stadig omkring 40.000 km i timen, selv om vi godt kan give en lille rumsonde som New Horizons til Pluto en fart på over 60.000 km i timen.

Problemet er, at kemiske raketter er langsomme i forhold til solsystemets størrelse. Selv til Mars er rejsetiden omkring otte måneder, og de ydre planeter er mange års rejse væk – alt for lang tid at opholde sig i et bemandet rumskib. Rumfarten behøver en Concorde-raket, der kan flyve mindst dobbelt så hurtigt, som de nuværende raketter.

Er atomkraft løsningen?

En atomdrevet raket af typen VASIMR kan flyve til Mars på under to måneder – hvis den nogensidne bliver bygget. Kilde: NASA

En kemisk raket er begrænset af hvor meget energi en kemisk forbrænding kan give. Det sætter en øvre grænse på 16.000 km i timen for den fart udstødningsgassen forlader raketmotoren med. Men det er heldigvis nok til, at en raket med tre trin kan nå op på de 40.000 km i timen, det kræver at flyve til Månen på tre dage.

Med atomkraft kan vi komme højere op. Allerede for mere end 40 år siden afprøvede amerikanerne en atomdrevet raket her på Jorden. En lille atomreaktor opvarmede flydende brint så meget, at brinten forlod raketdysen med en fart på 30.000 km i timen. Raketten kom dog aldrig til at flyve. Nu har en tidligere astronaut konstrueret den såkaldte VASIMR motor, hvor udstødningsfarten kan komme op på 100.000 km i timen. Så den atomdrevne Concorde-raket kan godt bygges og åbne solsystemet for bemandede flyvninger.

Men det vil nok ikke ske. Det er en meget stor investering at bygge en atomdrevet raket, og den eneste grund skulle være ønsket om at sende mennesker til Mars og senere måske til de ydre planeter. Nu har bemandede rejser ud i solsystemet ikke nogen høj prioritet, så en atomdrevet Concorde raket vil antagelig få en endnu mere krank skæbne end flyet:

Hvis man begynder at bygge en atomdrevet raket, er der en høj risiko for at projektet bliver opgivet før raketten er bygget færdig – erfaringen viser, at store rumprojekter godt kan opgives, hvis en ny regering ønsker at spare. Hvis raketten bygges færdig kan det også ende med, at den lige som Concorde-flyet hurtigt tages ud af drift, fordi den er for dyr.

Desuden vil en Concorde raket også kun i begrænset omfang åbne solsystemet, da de ydre planeter stadig vil være mere end et års rejse fra Jorden – selv om rejsetiden til Mars kan bringes ned til overkommelige to måneder.

En anden fremtid for rumfarten

Fremtidens rumsonder vil både kunne gå og flyve. De vil være små, og der vil være mange af dem. Disse små sonder vil næsten minde om en insektsværm, når de begynder at udforske en anden planet – her Mars. Men til sammen vil de sende så store mængder data hjem, at det vil skabe grundlaget for en næsten perfekt simulation af, hvordan det er at gå rundt på en anden planet. Kilde: NASA

Det må indrømmes, at det derfor nok har lange udsigter med en storstilet bemandet udforskning af solsystemet. Udviklingen i rumfarten er nemlig ikke sket inden for raketterne, men derimod inden for computere og dataoverførsel. Det åbner mulighed for at opleve solsystemet virtuelt.

Det er blevet beregnet, at vi kan overføre alt det, som et menneske kan sanse, bare med 10 megabytes i sekundet. Det er bestemt inden for rækkevidde – også for fjerne mål som Pluto. Med instrumenter, der ikke bare kan se, men også som det er blevet udtrykt ”føle, smage og lugte” kan vi få nogle fantastske virtuelle oplevelser af at være på en anden planet – også selv om vi sidder hjemme i stuen.

Som en ekstra bonus kan vi virtuelt besøge steder, intet menneske vil kunne besøge, som den 500 grader varme overflade på Venus eller vulkanerne på Jupiters måne Io, som ligger dybt inde i Jupiters dødbringende strålingsbælter. Så rumfarten har stadig en stor fremtid for sig – selv om det måske ikke lige var den, vi forestillede os ved rumalderens start.