Forskerne er enige om, at Curiosity er landet i et ”geologisk paradis”, som John Grotzinger fra NASA udtrykker det. Kun 6,5 kilometer fra Gale-kraterets store centralbjerg Mount Sharp og kun to kilometer fra det punkt, man sigtede i mod.

Curiosity har nu fået opdateret sin software, så den er parat til køreturen over mod det fem kilometer høje bjerg Mount Sharp. Der vil dog nok gå en uge før den første prøvetur, da der stadig mangler en del afprøvninger. Således skal robotarmens bevægelighed testes. De videnskabelige undersøgelser begynder i fuldt omfang om en måned.

Men der er ikke noget hastværk med at komme til bjerget, for landingen er foregået i et område, hvor aflejringer fra kraterranden har spredt sig ud. Det betyder, at Curiosity uden at bevæge sig ret langt kan undersøge materialer, som er kommet langvejs fra.

Hertil kommer, at den raketdrevne platform, der bar Curiosity, mens den blev firet ned på overfladen, har blæst noget af overfladestøvet væk, så man kan se helt ned til selve klippegrunden. Det er en enorm fordel for de geologiske undersøgelser, og det er da også planen at bruge næsten et helt år på at køre til Mount Sharp.

En vanskelig køretur

Curiosity på Mars. Billedet er taget af satellitten Mars Reconnaissance Orbiter, der også har fotograferet både Spirit og Opportunity. Kilde NASA

Det hurtigste Curiosity kan køre er op mod 100 meter på en dag, så selv for fuld fart vil det tage mindst tre måneder at nå frem til bjerget - især fordi terrænet gør det umuligt at tage den korteste vej. Men meget ofte vil man standse i dage eller uger for at indsamle og analysere prøver, så en køretid på et år til Mount Sharp er en meget realistisk vurdering.

Vejen frem til Mount Sharp vil blive en udfordring. Lige der, hvor Curiosity er landet er landskabet meget fladt, men forude venter et stort, mørkt landskab med klitter. Her skal man passe på, at Curiosity ikke kører fast.

Længere fremme er der mange mindre klippeformationer – mange med de flade toppe, vi kender fra de amerikanske ørkener, de såkaldte mesas. Det gælder så om at finde en sikker rute mellem klipperne. NASA siger selv, at de mener at have seks mulige ruter frem til Mount Sharp – og fælles for dem er, at de vil føre Curiosity gennem nogle af de mest imponerende landskaber vi har set.

Floder, klitter og bjerge

Kraterranden 18 km borte, set som vi ville se den, hvis vi stod på Mars, hvor den rødlige himmel kaster sit særlige skær over landskabet. Kilde NASA

De første panoramabilleder fra Curiosity har vist en meget afvekslende geologi. Således kan man se en sektion af kratervæggen nord for landingsstedet, hvor der er et netværk af små dale. Det er gamle flodlejer skabt af vand, der for milliarder af år siden er strømmet ind i Gale-krateret udefra. Det er det første billede taget fra overfladen af et sådant gammelt flodsystem på Mars.

Det er netop sådanne spor af vand, der har ført til, at det 154 km store Gale-krater blev valgt som landingssted. Her er der de bedste muligheder for at finde spor af liv – også selv om vandet er forsvundet for lang tid siden. Desværre ligger kraterranden 18 km nord for landingsstedet, mens Mount Sharp ligger mod syd. Så det er nok ikke særligt sandsynligt, at Curiosity nogensinde kommer frem til kraterranden.

For Mount Sharp har den højeste prioritet. Bjerget består nemlig af en serie aflejringer, der skulle vise de sidste 3-4 milliarder års geologiske historie på Mars. Især vil man gerne køre så langt op ad bjerget, at Curiosity når frem til ”den store skillelinje”, hvor klipperne i bjerget pludselig skifter farve. Måske er det netop her, at Mars skifter fra et ”vådt og varmt” klima til det nuværende tørre og kolde ørkenklima.

Det sete afhænger af øjnene, der ser…

Samme kraterrand som før, men nu set under belysningsforhold som under Jordens blå himmel.Kilde: NASA

NASA er begyndt at offentliggøre billederne fra Curiosity i to udgaver. I den første udgave ser vi Mars, præcis som kameraet ser landskabet, og som vi ville se det, hvis vi stod på overfladen. Disse billeder er rødlige, og detaljer er ofte slørede af støv i atmosfæren.

Den anden udgave er justeret, så vi nu ser landskabet, som det ville tage sig ud under Jordens blå himmel – og ikke i det rødlige lys, som slipper gennem den støvede atmosfære på Mars. Disse rensede og ”justerede” billeder har den fordel, at geologerne nu lettere kan genkende de klipper og sten, Curiosity ser, for nu får de samme farve som tilsvarende klipper og sten her på Jorden.
Man kan kun citere den gamle sætning om, at det sete afhænger af øjnene der ser…