Under valgkampen mellem de republikanske præsidentkandidater i Florida kom rumprogrammet for en kort stund ind i det amerikanske præsidentvalg. Den altid farverige Newt Gingrich kunne ikke lade være med at lufte sine visioner over for de mange vælgere, der nu er blevet arbejdsløse efter rumfærgeprogrammets ophør.

Den fik heller ikke for lidt. Gingrich lovede, at hvis han blev valgt til præsident, så ville amerikanerne vende tilbage til Månen inden 2020 for at bygge en stor månebase som starten på et stort nyt industrielt eventyr.

Newt Gigrich er en af de få rumfartsdrømmere i den amerikanske præsidentvalgkamp Kilde: New York Times

For en meget kort stund, måske den eneste under hele valgkampen, var rumfart noget, man diskuterede. Men uanset hvem der vinder præsidentvalget, så rører Gingrich ved et problem, som verdens store rummagter på et tidspunkt bliver nødt til at tage stilling til: Hvad vil vi med den bemandede rumfart ?

Sagen er, at i lyset af den nuværende økonomiske situation, så er bla Grækenlands gældskrise af langt større betydning for politikerne end mere eller mindre vage planer om baser på andre kloder.

Kortsigtet eller langsigtet ?

Rumfarten er en del af samfundet, og den er underkastet de samme økonomiske og politiske begrænsninger som alt andet, vi foretager os. Men når der er en dybtgående økonomisk krise, så begynder politikerne i højere grad at skelne mellem kortsigtede og langsigtede investeringer.

Bemandet rumfart kræver meget store investeringer – og det kan jo være godt for industrien. Men der skulle gerne kunne komme noget nyttigt ud af det inden for en overskuelig tid. Rumstationen ISS stammer fra en økonomisk set mere velstillet periode, og den er netop en langsigtet investering: Man har dybest set givet astronauterne på ISS 10 år frem til 2020 til at demonstrere, at det er pengene værd at opretholde en stor bemandet base i rummet.

De langt over 100 milliarder dollar, der indtil nu er investeret i rumstationen, er vist mere end rigeligt for de fleste politikere.

Så hvis vi skal have et nyt stort bemandet rumeventyr, så skal der være en ganske vigtig grund. Månen alene gør det ikke, for der vil gå årtier, før vi kan udnytte månen industrielt – hvis det altså overhovedet er praktisk gennemførligt.

En mulig vej frem ?

Der er muligvis en vej frem, der kan samle den bemandede rumfart om et meningsfyldt stort projekt. For nylig blev projekt NEOShield sat i gang ved et møde på Institute of Planetary Research i Berlin. NEOShield betyder et skjold mod Near Earth Objects, som er asteroider, der kommer tæt på Jorden. Og selve projektet får støtte fra EU, Rusland og USA.

NEOShield skal beskytte os mod det meget store antal asteroider, hvis baner fører dem tæt forbi Jorden. Kilde: NASA/ESA

Takket være satellitter som WISE er vi blevet klar over, hvor mange store og små klippeblokke, der har baner, der kan føre dem ganske tæt på Jorden. Det vurderes, at der er omkring 20.000 objekter med størrelser fra 100 meter til en kilometer. Og i april 2029 bliver vi alle sammen mindet om faren, når den 300 meter store asteroide Aphopis flyver forbi Jorden som en klar stjerne i en afstand på kun 20.000 km.

NEOShield skal de kommende år studere problemet om, hvordan vi undgår at blive ramt af en asteroide– det vil især ske ved avancerede computersimulationer.

NEOShield er et godt tegn på, at vi stadig kan tænke et par år frem – hvis sagen anses for vigtig nok. Der er heller ingen tvivl om, at et effektivt forsvar mod asteroider er en så kompliceret affære, at bemandet rumfart nok vil komme til at spille en rolle, hvis projektet ellers fortsætter.

Vi drømte engang om Månen og Mars – og de drømme skal da heller ikke bare lægges til side. Men på den kortere horisont vil rumfarten måske igen kunne samle os ved at beskytte Jorden mod katastrofer af ufattelig størrelse – og det er vel heller ikke så dårligt et bytte ?