Efter den sidste rumfærge Atlantis landede i Florida i juli, har det ikke skortet på dystre forudsigelser om rumfartens fremtid. Det er da korrekt, at den bemandede rumfart har store problemer, men en anden del af rumfarten oplever i disse år en gylden tidsalder.
Det er udforskningen af solsystemet med rumsonder. Når New Horizons når frem til Pluto i juli 2015 vil hver eneste planet lige fra Merkur til Pluto have haft mindst et besøg af en rumsonde – og hertil kommer de mange flyvninger til asteroider og kometer. Den nyeste rumsonde er Juno, der indledte sin seks år lange rejse mod Jupiter den 5 august. Det billede af Jorden og Månen, som Juno har sendt hjem bare tre uger efter sin opsendelse, har et vigtigt budskab til os alle. Billedet viser, som astronomen Carl Sagan har udtrykt det, at ”Jorden bare er en lille blå plet”. Men den lille ”pale blue dot” er en oase i solsystemet, og det eneste sted hvor vi kan leve og bo. Enhver politiker i verden burde faktisk have et sådant billede på sit skrivebord for at minde os om, hvor vigtigt det er at passe på vor planet.
Søer på Titan
Der er rumsonder i bane om Merkur, Venus, Mars og Saturn, der hver dag sender billeder hjem af meget fremmedartede landskaber. Men kun et sted har vi fundet have og søer, nemlig på Saturns store måne Titan. Det får Titan til at ligne Jorden som ingen anden klode – også selv om søerne er af flydende metan ved -180 grader. Men alligevel er det enhver rumforskers drøm at et luftskib en dag vil krydse hen over de mørke metansøer. For selv om kulden gør det meget usandsynligt, at der findes liv, så vil billederne alligevel blive nøje undersøgt for at se, om et eller andet skulle svømme rundt dernede.
I dag ved vi, at det vil ske med robotter – men i 1951 beskrev Arthur C. Clarke en rejse til Saturn, der minder de om de klassiske ekspeditioner til Arktis her på Jorden, der kun blev gennemført takket være deltagernes heltemod. I Clarkes fortælling omkommer rumskibets kaptajn under et lavineskred på en af månerne, og to mand omkommer under et forsøg på at reparere rumskibets atommotor. Kun tre vender hjem – og det med billeder på smalfilm. Den måde, vi i dag udforsker solsystemet på, må nok siges at være meget langt fra denne gamle forestilling. Vi må lære at drømme om rummet på en anden måde.
Foto: NASA/JPL




































10. oktober 2011 - 16:03 Helle & Henrik Stub
Tak for din kommentar. Begge Voyager sonder lever og har det godt. De er nu langt ude i solsystemet -i Kuiperbæltet af isplaneter, og de har indledt deres såkaldte interstellare mission.
Der er ganske rigtigt meget at fortælle om disse nu over 30 år gamle rumsonder -Voager 2 er stadig den eneste rumsonde, der har vist os nærbilleder af Uranus og Neptun.
Det er da også muligt at vi vil tage Voyager sonderne op i en senere blog.
7. oktober 2011 - 14:36 Rune Christiansen
Fedt med en blog om rummet:) især når det handler om rumsonder synes jeg.
Ville i ik skrive om Voyager sonderne også?? jeg ville vildt gerne vide mere om dem?:)