Nye observationer foretaget af det europæiske sydobservatorium i Chile tyder på, at der omkring de små røde dværgstjerner findes mange planeter med samme opbygning som Jorden. Jorden består af metal og klippe i modsætning til de store gasplaneter, der mest består af brint og Helium.

Opdagelsen er vigtig, fordi de røde dværgstjerner er langt den mest almindelige stjernetype i Mælkevejen. Omkring 80 % af alle stjerner er røde dværgstjerner, langt mindre og koldere end Solen. Solen er i virkeligheden en stor og varm stjerne, blandt de 5 % mest lysstærke stjerner i Mælkevejen.

De kloder, man har fundet, er næsten alle superjordkloder, med masser op til 10 gange Jordens masse. Vi kender ikke den slags kloder fra vort eget solsystem, men de synes at være ret almindelige i andre solsystemer. Det er planeter med en høj tyngdekraft og en tæt atmosfære, der sandsynligvis vil give en betydelig drivhusvirkning.

Super jordklode sammenlignet med Jorden. Kilde NASA

Baseret på målinger af 102 røde dværgstjerner skønner astronomerne, at måske 40 % af denne type stjerner har superjordkloder, mens kun 12 % har gasplaneter som Jupiter. Disse tal er dog behæftet med en stor statistisk usikkerhed. Men hvis tallene står til troende, er der omkring 100 superjordkloder omkring røde dværgstjerner inden for en afstand på godt 30 lysår.

Livet har det ikke let

Selv om superjordkloder i deres opbygning minder om Jorden, betyder det ikke, at de nødvendigvis vil have liv – især ikke, hvis de kredser om en rød dværgstjerne. De røde dværgstjerner er så små og kolde, at en planet skal være meget tæt på stjernen for at blive varm nok til liv.

En tæt bane fører til stærke tidevandskræfter mellem planeten og stjernen, og det fører igen til det, astronomerne kalder bunden rotation. Det betyder, at planeten altid vender samme side mod stjernen, og dermned have en side med evig dag og en natside, hvor man aldrig ser Solen.

Resultatet bliver, at planeten på dagsiden nok mest vil minde om en varm udgave af Sahara, mens natsiden vil være dækket af et tykt lag is og sne. En tæt atmosfære kan måske i nogen grad udjævne forskellen mellem natside og dagside. De fleste forestiller sig dog, at en sådan planet kun er beboelig i en smal zone på grænsen mellem natside og dagside, hvor Solen altid står lavt over horisonten.

Et andet, og muligvis større problem er at nye beregninger viser, at de tætte baner også påvirker planetens aksehældning. Vi har årstider, fordi Jordens akse hælder 23,5 grader – men superjordkloderne kan meget vel ende med en aksehældning på næsten 0 grader, hvilket betyder at rotationsaksen så står vinkelret på baneplanet. Alene det vil indskrænke de beboelige områder meget. De tempererede områder vil næsten forsvinde, og vi vil få en planet med nogle meget kolde poler og et meget varmt ækvatorområde.

Mange røde dværgstjerner er meget aktive med hyppige udbrud. Kilde: Harvard-Smithsonian center for Astrophysics

Som om det ikke er nok, så har mange røde dværgstjerner voldsomme udbrud, der kan sende store mængder ultraviolet stråling og røntgenstråling mod planeterne – og hvis en planet kun er få millioner km borte fra stjernen kan sådanne udbrud gøre det mindre sandsynligt, at liv kan opstå og udvikle sig.

Alt håb er dog ikke ude

Der er dog stadig håb for liv. Når de ikke har udbrud, udsender de røde dværgstjerner en stor del af deres lys i form af infrarød varmestråling. Is og sne absorberer infrarød stråling i stedet for at kaste den tilbage. Tager man hensyn til den effekt, så vil den zone, hvor en planet kan have flydende vand i stedet for is på overfladen rykke 10 – 30 % længere væk, til en mere sikker afstand fra stjernen.

Desuden er der teorier om, at mange af disse superjordkloder kan være dækket af dybe have, og havbaseret liv er ikke nær så sårbart over for udbrud fra stjernen som landbaseret liv. Så selv om vi taler om planeter, der ligner Jorden, så er forholdene i virkeligheden meget forskellige fra Jorden.

Planet, der kredser om rød dværgstjerne

Det har vist sig, at der er en diversitet i typer af planeter, som vi for bare 20 år siden slet ikke havde forestillet os. Dengang mente vi, at alle solsystemer mere eller mindre ville ligne vores. I dag er vi begyndt at spekulere over, om et solsystem som vores i virkeligheden er en sjældenhed. Men det gør unægtelig astronomien mere interessant, at vi hele tiden lærer om nye typer af solsystemer og planeter.