Den 28 januar burde have været en dag som alle andre om bord på rumstationen ISS. Men så kom alarmen fra kontrolcentret: En vragdel fra en kinesisk satellit var ved at komme for tæt på ISS. Heldigvis var problemet ikke større, end at det kunne klares ved at tænde for en af rumstationens styremotorer i et minut, så ISS fik hævet sin bane en smule. Herved undgik man en kollision, der kunne have fået alvorlige følger for rumstationen. Krisen var overstået for denne gang.

Problemet er dog, at kritiske situationer ikke er spor ualmindelige. Siden 1998 har der været 14 alarmer på ISS, hvoraf et par har været ganske alvorlige. Således i juni 2011, hvor en vragdel fra samme kinesiske satellit kom inden for en afstand af bare 250 meter. Ved den lejlighed måtte den seks mand store besætning simpelthen måtte gå i redningsbådene, dvs de to Soyuz-rumskibe, der altid er koblet til ISS.

Det er bestemt ikke uden grund, at der er lagt en sikkerhedszone i rummet omkring ISS. Alarmen udløses, hvis en vragdel ser ud til at komme inden for en afstand på 25 km af rumstationen. Et sammenstød med bare en lille vragdel på måske et par kg kan være yderst alvorlig. Den vil ramme ISS med en fart langt større end en riffelkugle og kunne slå hul på et modul, der så hurtigt vil tømmes for luft.

Rettidig omhu eller dumhed ?

Det er nærliggende at spørge om, hvordan vi er endt i en situation, hvor rumaffald udgør en reel fare, ikke bare for ISS, men også for en lang række ubemandede satellitter. Det er der to svar på: Dumhed – og en mangel på rettidig omhu.

Der er overhovedet ingen tvivl om, at et af de værste rumforsøg, der nogensinde er udført var, da Kina med vilje sendte en raket mod en af deres egne udtjente vejrsatellitter af typen Fengyun. Disse satellitter kredser normalt 900 km over Jorden i baner, der anvendes af mange lande især til jordovervågning og vejrtjeneste.

Allerede kort efter den kinesiske ”nedskydning” af Fengyun 1 var vragdele spredt ud i et bredt bælte omkring Jorden –de røde baner. Rumstationen ISS kredser i den hvide bane. Kilde: NASA

Det blev Kina ikke populær på, for man skyder ikke bare en satellit ned og så er den ude af verden. Vragdelene bliver i bane om Jorden, og det kinesisk forsøg skabte over 150.000 vragdele, heraf flere end 3000 store nok til at spores her fra Jorden. Nogle af dem ender et godt stykke uden for Fengyuns oprindelige bane – og det er forklaringen på, at ISS i sin bane godt 350 km oppe mindst to gange har skullet undvige rester af Fengyun.

Men naturligvis har Kina ikke hele skylden. Der er for tiden langt over 20.000 mindst 10 cm store genstande i bane om Jorden. Langt den største del stammer dog ikke fra Kina, men er fordelt på verdens rummagter, og det skyldes simpelthen mangel på omtanke. Et godt eksempel er, at rakettrin undertiden er eksploderet i bane om Jorden, fordi de stadig har haft en rest brændstof. Det har skabt byger af vragdele, der i årevis har kredset om Jorden. Eksplosionerne kunne let være undgået ved at sørge for at tømme raketterne helt for brændstof. Det gør man også i dag, men først efter, at vi har fyldt rummet godt op med affald.

Er løbet kørt ?

Selv et mindre sammenstød kan sætte en satellit helt ud af spil, fx ved at ødelægge en antenne. Kilde: NASA

I dag gør man meget for ikke at forurene rummet, men måske er løbet kørt, så mængden af affald bare vil stige og stige, uanset hvad vi gør.

Vi har i hvert fald fået et varsel. I februar 2009 stødte en amerikansk og en russisk satellit utilsigtet sammen, og skabte enorme byger af vragdele. Sammenstødet anses for at have skabt næsten lige så meget affald som det kinesiske forsøg.

Vi kan ikke tåle ret mange af den slags uheld, for ifølge en ny NASA rapport er vi tæt på det såkaldte Kessler-syndrom, der har navn efter den NASA videnskabsmand, som først beskrev fænomenet. Kessler-syndromet går ud på, at sammenstød mellem eksisterende vragdele nu begynder at skabe nye vragdele så hurtigt, at antallet af vragdele i rummet vil stige, også selv om vi helt holder op med at sende nye satellitter og rakettrin ud i rummet.

I værste tilfælde kan Kessler-syndromet gøre det næsten umuligt at drive rumfart, i hvert fald i de mest anvendte baner, hvor tætheden af vragdele er størst. Endnu kan problemet løses, men det vil kræve en samlet vilje og store pengebeløb fra verdens rummagter. Vi kan kun håbe, at fornuft og samarbejde mellem verdens rummagter vil om ikke løse, så afhjælpe problemet så meget, at rumfarten kan fortsætte.