NASA har nu præsenteret tegningerne til, hvad der kan blive verdens største raket. Raketten, som vil blive større end den gamle Saturn 5 måneraket, har det ikke særligt inspirerende navn SLS, der står for Space Launch System. Raketten skal bygges over det kommende årti for et i virkeligheden meget beskedent årligt budget på 3 milliarder dollars .

SLS skal igen gøre det muligt for USA at sende bemandede rumskibe ud i solsystemet, til Månen, de nærmeste asteroider, og måske en dag til Mars. Men i stedet for at samle nationen om et stort nyt rumprojekt, så har SLS skabt en stor debat – med det resultat, at bogstaverne SLS nu uofficielt har fået en ny betydning, nemlig Senate Launch System, eller senatets egen raket.

Hvordan det er kommet dertil, er ikke bare en historie om amerikansk politik, men også et resultat af en vigtig debat om, hvilken vej fremtidens bemandede rumfart skal tage.

Hvordan SLS blev til

Historien om SLS begyndte i april 2010, da præsident Obama standsede sin forgængers store Constellation-program, som skulle føre til en månebase og derefter en rejse til Mars. I stedet skulle man starte lidt billigere med en bemandet flyvning til en asteroide og først længere ude i fremtiden sigte mod Mars. Det ville dog stadig kræve en meget stor raket, af samme størrelse som den Ares 5 raket, der var en del af Constellation-programmet.

NASAs drøm : At gå fra rumstationen ISS til igen at sende bemandede rumskibe ud i solsystemet. Målene er Månen, en asteroide og langt ude i fremtiden Mars. Orion-rumskibet er også noget, som overlevede Constellation – med samme begrundelse som SLS: At støtte rumindustrien og især at opretholde arbejdspladser. Kilde: NASA.

Men store planer om rumflyvning har det svært under en økonomisk krise. Resultatet blev, at planen om at flyve ud til en asteroide endte som en hensigtserklæring: I stedet for en fast plan med et årligt budget , er en bemandet rejse til en asteroide nu noget, som NASA har til hensigt at gennemføre – når og hvis der kan skaffes penge til projektet.

Resultatet er, at NASA i dag ikke har et bestemt mål at sigte efter. Men det standsede ikke politikerne i kongressen. De mente, det var vigtigt, at USA opretholdt sin raketindustri, så Ares 5 skulle på en eller anden måde overleve. Constellation var jo opgivet, så nu fik raketten det nye navn SLS.

Det næste der skete var, at enkelte senatorer og kongresmedlemmer for alvor begyndte at blande sig i, hvordan SLS skulle bygges. Ikke ud fra nogen teknisk indsigt, men alene for at sikre arbejdspladser i de distrikter, hvor de var valgt. Det førte så til øgenavnet ”Senate Launch System”

SLS tager form

Nu søger NASA så at bygge SLS, så godt som det nu er muligt for de penge, der er til rådighed. Resultatet er blevet en raket, der i høj grad er baseret på Ares 5 og dermed på rumfærgernes nu noget forældede teknik. Det meste af Ares 5 overlevede simpelthen, fordi det var alt for dyrt og ville tage alt for lang tid at begynde forfra med at konstruere en ny raket.

Resultatet er blevet, at SLS er baseret på rumfærgens store brændstoftank, og motorerne på de gamle rumfærgemotorer. Om det så er hjælperaketterne med fast brændstof, så er også det en opgraderet udgave af rumfærgens hjælperaketter. Ikke megen ny teknik her.

Det er meningen at SLS gennem årene skal bygges i flere udgaver. Planen er, at SLS skal vokse fra at kunne sende 70 ton i bane om Jorden på sin første flyvning i 2017, til at kunne sende 130 ton i bane om Jorden måske omkring 2025.

Kritikken – og en ny mulighed

Kritikken samler sig om, at det er helt forkert at bygge en stor raket uden at have noget at bruge den til. Hvis man endelig en dag bliver enige om at flyve til en asteroide, så er raketten meget forældet – og det er i det hele taget meget svært at opretholde et raketprojekt uden forholdsvis hyppige opsendelser. Hvis SLS skal vente i flere år på at få en opgave, der svarer til rakettens størrelse, så smuldrer den industrielle base, og hele projektet kan så let ende med at blive opgivet uden at have produceret noget.

Verdens største rumfartsforening The Planetary Society har udtrykt det kort og præcist: Vent med at bygge SLS til der er en plan for at bruge den. Det er kloge ord, baseret på 50 års erfaring med rumprojekter.

Det bliver en stor teknisk udfordring at bygge brændstofdepoter i rummet. Ikke mindst fordi den meget kolde flydende brint og flydende ilt let koger væk, hvis tankene udsættes for sollyset i rummet. Derfor bliver det nødvendigt at skærme tankene mod direkte sollys og at isolere dem særdeles godt, samt måske at indføre et direkte kølesystem. Men det er udfordringer, som NASA godt mener kan klares. Kilde. NASA

Nu er der kommet et nyt punkt til. NASA er ved at udvikle en ny teknik med at opbygge brændstofdepoter i rummet. Med sådanne depoter kan et rumskib blive optanket i bane om Jorden, og det betyder, at man så slet ikke behøver en så gigantisk raket som SLS.

Hertil kommer, at Obama ønsker at støtte den private raketindustri. Den vil være svær at opretholde, hvis grundlaget alene er flyvninger til rumstationen ISS. Men hvis de kommercielle raketter som Falcon 9 Heavy eller Atlas 5 fik til opgave at sende tanke med brændstof ud til et depot, så ville der komme et så stort behov for flyvninger, at prisen for en kommerciel opsendelse hurtigt vil falde, og at industrien ville få et meget bedre og mere sikkert grundlag at arbejde ud fra.

Kinesisk sammenkobling

Kinesisk rumforskning tog et stort skridt fremad, da rumskibet Shenzhou 8 blev sammenkoblet med Tiangong 1 den 2 november. Det skete to døgn efter opsendelsen af Shenzhou 8, der denne gang blev opsendt uden astronauter. Det er første gang, Kina gennemfører en sammenkobling ude i rummet, hvilket jo er en nødvendig forudsætning for at opbygge en rumstation.

Sammenkoblingen fandt sted over Jordens natside, for at sollyset ikke skulle påvirke de følsomme instrumenter, der blev brugt til at lede Shenzhou 8 frem til Tiangong-modulet. Hvis de fortsatte forsøg med Shenzhou 8 går godt, er det muligt, at allerede Shenzhou 9 bliver bemandet.