Scorpion

12 typer dyr du skal holde dig fra

Dyreverdenen er ikke kun fuld af nuttede kattekillinger og bløde koalaer. En hel del dyr er så giftige, at man skal passe på.

27. maj 2010 af Lars Thomas

Slanger er nok de mest kendte – og mest frygtede – af alle giftige dyr. Men kigger man dyreverdenen efter i sømmene, finder man rent faktisk giftige medlemmer i stort set alle dyregrupper. Her er en liste over de vigtigste, så man ved, hvornår man skal holde sig på afstand.

Pattedyr

Giftige pattedyr er ikke så almindelige, men det australske næbdyr, er forsynet med to solide sporer i bagbenene. De er forbundet med giftkirtler, der kan give voldsomme smerter. Mange spidsmus har også giftigt spyt, så man skal håndtere dem med forsigtighed.

Fugle

Pitohuier, en lille gruppe fugle, der findes på Ny Guinea, har et giftstof i huden, der er så kraftigt, at mennesker kan blive følelsesløse i ansigtet, hvis de håndterer fugle og derefter f.eks. gnider sig ansigtet uden at vaske hænder først.

Krybdyr

Det er hos krybdyrene, man finder de mest almindelig og mest frygtede giftige dyr. Rigtigt mange slanger er giftige, og en god del af dem er livsfarlige for mennesker. Hos de andre krybdyrgrupper er giftige dyr meget mere sjældne. Faktisk findes der kun to øgler, som kan give problemer.

Amfibier

Blandt frøer og salamandere finder man nogle af verdens giftigste dyr. De har ikke gifttænder, sådan som man finder det hos slanger, men producerer giftstoffer i huden eller i særlige kirtler på nakken eller ryggen. Hos nogle arter er giften så stærk, at det kan være decideret livsfarligt at røre ved dyrene uden at have handsker på.

Fisk

Der findes en hel del giftige fiskearter. Hos dem er giftkirtler som regel forbundet med pigge i finnerne eller på gællerne. De bruges udelukkende som forsvarsvåben og ikke til jagt. Der findes dog en lille gruppe dybhavsfisk, som ser ud til at være i besiddelse af en gifttand. De jager sikkert deres bytte med dette våben.

Bløddyr

Giftige bløddyr er sjældne, men blandt keglesneglene findes der indtil flere meget giftige og også meget aggressive arter. Det har givet problemer for mange mennesker, fordi disse dyr også er forsynet med meget smukke skaller, der er populære samlerobjekter. Det har kostet en del samlere hospitalsophold og i nogle tilfælde livet.

Insekter

Der er tusindvis af giftige insekter – enhver der har været i nærkontakt med en bi eller en hveps ved hvor smertefuldt det kan være. Heldigvis er dyrene kun farlige, hvis man er allergisk overfor deres gift. Ellers er de ”kun” ubehagelige og smertefulde.

Edderkopper

Hver eneste af de mange tusind edderkopper, der findes verden rundt, er giftige, men det er kun de færreste, som kan udgøre et problem for mennesker. Der findes dog et lille fåtal, som er livsfarlige at komme i nærkontakt med.

Skorpioner

Skorpioner er velkendte giftdyr, og med deres store klosakse og spidse giftbrod i halen ser de også meget frygtindgydende ud. Mange af arterne er da også absolut farlige, og helt generelt skal skorpioner behandles med respekt og forsigtighed.

Skolopendre

De lynhurtige skolopendre, der lever i skovbunden overalt på jorden, er som regel kun farlige for deres byttedyr, men nogle arter har så store giftkroge ved munden, at de kan bide hul i menneskehud, og så kan man komme i alvorlige problemer.

Tusindben

Tusindben er normalt nogle af de mest fredsommelige dyr, man kan forestille sig, og de har hverken tænder, giftpigge eller andet stikkende. Men nogle arter kan alligevel udskille meget stærke giftstoffer, hvis de bliver angrebet, og det kan være livsfarligt for mennesker, der måske har et sår på hånden, eller som stikker en finger i munden, uden at de har vasket den først.

Gopler

Det er meget passende at gemme de mest primitive, men så afgjort også de farligste dyr til sidst. Gopler kan være ubehagelige at komme i nærkontakt med, hvilket enhver, der har prøvet at støde ind i en brandmand, vil vide. Men i troperne findes der små gopler, der er så giftige, at man ganske enkelt dør, hvis ikke man kommer under behandling.

Kilde: www.animaldanger.com

Underholdende og lærerig læsning for hele familien

Få 3 nr. af Illustreret Videnskab til 79,00. Klik her.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: