Chimpanser passer på i trafikken

Voksne hanner agerer skolepatrulje for de mindre erfarne i flokken

1. september 2009

Vores nærmeste slægtninge, chimpanserne, har nu leveret endnu et forbløffende eksempel på deres evner: Dyrene har vist sig i stand til at vurdere, hvor potentielt farlig en vej er, og hvor forsigtige de derfor bør være, når de krydser den. Forskere fra Kyoto University i Japan og University of Stirling i Skotland observerede gennem fire måneder den samme gruppe chimpanser i Bossou i den vestafrikanske stat Guinea. Gruppen bestod af tre hanner, fem hunner og fire unger i forskellige aldre. Hver dag skulle gruppen passere to veje i skoven for at komme til områder med megen føde. Den ene vej var tre meter bred og blev mest brugt af gående, den anden var 12 meter bred og trafikeret med biler og busser. Formålet med undersøgelsen var at studere chimpansernes adfærd, når de kom til de to forskellige veje, og biologerne opdagede snart, at chimpanserne brugte meget længere tid på at passere den brede end den smalle vej. Når gruppen nåede frem til den brede vej, gav en af aberne sig først til at spejde op og ned ad vejen. Var der kun fodgængere at se, kom aberne hurtigt over på den anden side, men var der biler i nærheden, var de langt mere forsigtige. Typisk lod førerhannen en næstkommanderende han gå forrest, mens han selv dannede bagtrop og fik alle sikkert over vejen. Trafikerede veje er en ret ny, menneskeskabt udfordring, som udgør en potentiel fare for chimpanserne. Alligevel har de meget hurtigt lært at indrette sig fleksibelt efter graden af fare – på samme måde, som de gennem evolutionen har lært at tilpasse sig truslen fra forskellige rovdyr.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: