Gorillaer spiser råddent træ

Den sære kost sikrer livsvigtigt salttilskud

1. september 2009

Biologer har ofte undret sig over, at gorillaer og andre primater spiser og slikker på træ, der er under nedbrydning. Indholdet af proteiner og kulhydrater i råddent træ er meget lavt, men man har antaget, at træet alligevel tjener en vigtig funktion, fordi dominerende individer hæger om det. Nu har primatologer fra Cornell University undersøgt fænomenet og fundet ud af, at dyrene er ude efter et salttilskud. Forskerne drog til Bwindi Impenetrable National Park i Uganda for at studere bjerggorillaernes særprægede spisevaner. I denne nationalpark lever halvdelen af de kun 740 bjerggorillaer, der er tilbage i verden, og i et halvt år observerede biologerne gorillaerne for at finde ud af, hvilken træsort de foretrak. Efterfølgende kemiske analyser viste, at de foretrukne sorter alle har et højt indhold af natrium, der også er et element i almindeligt bordsalt og et livsvigtigt mineral for alle dyr. Der er ikke meget salt i de tropiske skove, og mens andre dyrearter fx spiser jord for at få dækket deres saltbehov, tyer bjerggorillaer altså til råddent træ.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: