Vilde gorillaer bruger værktøj

De store menneskeaber kan tænke abstrakt

1. september 2009

Det har i mange år været kendt, at aber i fangenskab bruger selvgjorte redskaber til fx at søge efter føde. Vilde chimpanser er kendt for at bruge sten og grene som redskaber, men indtil nu har forskerne ment, at vilde gorillaer ikke kunne tænke abstrakt og dermed heller ikke bruge redskaber. Nu har Thomas Breuer fra Max-Planck-Institut für evolutionäre Anthropologie i Leipzig i Tyskland imidler-tid set vildtlevende gorillaer i Nouabale-Ndoki National Park i Congo anvende redskaber. Først observerede Breuer hunnen Leah vade ud i et vandhul. Hun sank i til hoften og gik så tilbage til bredden og fandt en kraftig gren. Grenen brugte hun dels til at støtte sig til, dels til at efterprøve vanddybden med, så hun ikke kom ud, hvor hun ikke kunne bunde. En anden hungorilla i området, Efi, udvalgte en dag en gren på et træ, brækkede den af, kontrollerede, om den var stærk nok, og brugte den så som støtte, mens hun fiskede urter op af et vandhul. Senere brugte hun samme gren som bro og kom tørfodet over et fugtigt område. Efi og Leah er bevis på, at gorillaer kan have større mental kapacitet end hidtil antaget. Ikke alene kan de bruge redskaber direkte til at samle føde, men de kan også bruge dem som sekundære hjælpemidler, og det viser, at de er i stand til at tænke abstrakt. Breuers observation kan være bevis for, at evnen til at bruge redskaber evolutionært stammer fra en fælles forfar til aber og mennesker.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: