Svinehaleaber har eget politikorps

1. september 2009

Uden politi har kaos og anarki gode vilkår for at blomstre. Det gælder i menneskers samfund såvel som i svinehaleabesamfund. Jessica Flack fra Santa Fe Institute i New Mexico har sammen med kolleger påvist, at nogle få dominerende individer har en vigtig freds- og stabilitetsskabende rolle i en flok aber. Primatpolitiet kan bestå af betjente af begge køn, der som regel har det til fælles, at de er store og ikke helt unge. Deres job består bl.a. i at afbryde slagsmål ved at lægge sig imellem de stridende parter og i at jage ballademagere på flugt. Betjentene nyder så stor respekt blandt gruppens medlemmer, at deres blotte tilstedeværelse kan opretholde ro og orden i flokken. For at undersøge politikorpsets funktion fjernede biologerne tre af fire betjente fra en flok på 84 svinehaleaber i Yerkes National Primate Research Center i Georgia i USA, og effekten kunne observeres øjeblikkeligt. Flokken gled fra hinanden, og aberne blev stressede og søgte sammen i mindre kliker med deres nærmeste familie. Sociale aktiviteter som leg og pelspleje ophørte stort set, og volden i flokken eskalerede. Biologerne konkluderer derfor, at de dominerende aber ikke skaber frygt omkring sig, men derimod bidrager til et positivt socialt miljø.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: