Bjørnedyr lever overalt på kloden

Bjørnedyr: De levende døde

Bjørnedyr findes overalt, de kan klare sig uden vand i årevis og tåle temperaturer fra tæt på det absolutte nulpunkt til plus 150 grader C. Hemmeligheden er en dvaletilstand, hvor de overlever selv de mest ekstreme betingelser

28. februar 2011

Bjørnedyr har superevner

De ligner små vingummibamser på afveje, mens de møjsommeligt vralter af sted. Men tag ikke fejl af bjørnedyrene. Ligesom fiktionens superhelte gemmer de bag et stilfærdigt ydre på nogle nærmest overnaturlige evner. Bjørnedyr er verdens mest hårdføre dyr. De kan overleve uden vand i adskillige år, nedfrysning til minus 272 grader, opvarmning til 151 grader, 1000 gange større doser radioaktivitet end mennesker, vakuum og tryk, som er 6000 gange større end på landjorden.

Bjørnedyrenes usårlighed skyldes, at de kan gå i en ekstrem dvale, hvor de tørrer helt ud og sætter alle livsprocesser på standby. På den måde kan de tilbringe op til 90 pct. af deres liv som levende døde. Men selv om bjørnedyr kan tørre ud, lever de altid nær vand. I havet findes de overalt lige fra det solbeskinnede overfladevand til det evige mørke på oceanbunden. De fleste bjørnedyrarter lever dog på landjorden i vandhinden omkring mos og lav.

De færreste mennesker har set et bjørnedyr, for det kræver normalt et mikroskop. De mindste af de omkring 1000 kendte arter bjørnedyr bliver blot 0,05 mm lange, mens kæmperne ikke kan strække sig over mere end 1,5 mm. Bjørnedyr er dermed blandt de mindste flercellede dyr på Jorden. De er så små, at de ikke behøver særlige organer til at fordele ilt rundt i kroppen, men kan forsyne cellerne ved blot at lade ilt trænge ind gennem huden.

Skifter hud 12 gange

Når bjørnedyr vokser, gennemgår de op til tolv hudskifter for at få plads til sig selv. I modsætning til langt de fleste andre flercellede dyr vokser bjørnedyr ikke ved at danne flere celler, men ved at de enkelte celler i kroppen bliver større. Hver art bjørnedyr består således af et forudbestemt antal celler, typisk omkring 40.000. De 40.000 celler er dog uhyre effektivt udnyttet, for bjørnedyr har en kompliceret anatomi. Det er direkte imponerende, hvor mange biologiske funktioner der er presset ind i de små, fortykkede kroppe.

Bjørnedyrenes nervesystem består af en stor tredelt hjerne og otte nervebundter. Nogle arter har øjne, som er indsunket i forhjernen og består af en kop med lysregistrerende pigmenter. Bjørnedyrenes munddele er helt specielle. De er omdannet til sylespidse stiletter, som bjørnedyrene skyder ud af munden for at bore hul på plante- eller bakterieceller og suge indholdet ned i svælget.

Han-bjørnedyr gør sig til

Ligesom munddelene kan bjørnedyrenes ben trækkes ud og ind. Dyrene er udstyret med både et fremadrettet gear og et bakgear, for der er en klar arbejdsdeling mellem de fire benpar. Bjørnedyret benytter de tre forreste til at bevæge sig fremad, mens det bageste fungerer som bakgear og bremse.

Hos mange arter skal hannen dog ikke gå langt efter en partner. Der kan leve op til 20.000 bjørnedyr i et enkelt gram mos, og de fleste individer er tilmed hunner. Hannen må dog vise sig fra sin bedste side og gennem længere tid berøre hunnen med sine lange sansebørster, før den udkårne indlader sig på en parring. Resultatet af hans anstrengelser viser sig to uger senere, når hunnen lægger 1-30 æg, og to uger senere bryder de små, nye bjørnedyr ud af ægget ved at flække skallen med deres spidse mundstiletter.

Æggets ydre skal har ofte fint arrangerede udvækster. Måske sikrer de en effektiv iltforsyning til fostret, når æggene ligger tæt sammen i fx døde blade, hvor der let kan opstå iltmangel.

Overfladestrukturen er imidlertid ikke kun vigtig for fostrenes overlevelse, men også for biologerne, når de skal artsbestemme et bjørnedyr. Strukturen er nemlig artsspecifik, og i nogle tilfælde kan det være særdeles vanskeligt at artsbestemme et bjørnedyr uden omhyggeligt at undersøge dets æg.

Oksygen får bjørnedyrene til å ruste bort

Der vralter bjørnedyr overalt. De er fundet i dybhavet og i atmosfæren 10 km over Jorden, på Mount Everest, langt inde i Antarktis, på undersiden af sten i Namibørkenen, i udtørrede saltsøer i Sahara og dybt nede i Grønlands indlandsis. Der synes næsten ingen grænser for, hvor bjørnedyr kan leve, og ekstreme livsbetingelser kan ligefrem give bjørnedyr en konkurrencefordel over for andre smådyr.

Usårligheden skyldes bjørnedyrs evne til at tørre ud, for udtørrede bjørnedyr kan ud over ekstreme temperaturer, radioaktiv bestråling og vakuum også tåle æter og absolut alkohol. Under udtørringen er dyrene i en ekstrem dvaletilstand, kryptobiose, hvor livsprocesserne er gået i stå, og bjørnedyret på det nærmeste ophører med at være en levende organisme. De har formodentlig intet stofskifte, da der ikke er frit vand i cellerne, og bjørnedyr i kryptobiose er reelt levende døde.

De fleste bjørnedyr har et aktivt liv på mellem tre og 30 måneder, men zoologerne ved ikke, hvor længe bjørnedyr kan ligge i dvale, og dermed heller ikke, hvor gamle de reelt kan blive. I en normal atmosfære med ilt er rekorden ni års dvale, men bjørnedyr kan sandsynligvis klare sig i længere tid i en dybfryser eller i vakuum, hvor ilt ikke kan skade dem. Problemet med ilt er, at bjørnedyrene “ruster” op. Ilt i kroppen danner radikaler, som kan ødelægge dna og enzymer. Og når kroppens livsfunktioner stopper under dvalen, ophører også dens evne til at reparere skaderne.

I et iltfattigt miljø er dyrene derimod nærmest usårlige. Når biologerne undersøger bjørnedyrenes overlevelsesevner, er der stor forskel på, om de benytter aktive dyr eller dyr i dvale. Aktive dyr er mere sårbare over for pludselige ændringer i miljøet. De vil ofte dø, da det kan tage lang tid for dem at tilpasse sig nye livsbetingelser. Mens bjørnedyr i dvale kan tåle en temperatur tæt på det absolutte nulpunkt, dør aktive bjørnedyr allerede ved langt mindre ekstreme temperaturer.

Bjørnedyr tog med i rummet

Den ultimative test af bjørnedyrs hårdførhed er en tur ud i verdensrummet. I efteråret 2007 sendte forskere to arter udtørrede bjørnedyr på en Mission Impossible i en container på ydersiden af en russisk satellit. 258-281 km over Jorden svævede dyrene i vakuum og var inddelt i tre grupper, som blev udsat for hhv. ingen UV-stråling, langbølgede stråler og et bredt spektrum af UV-stråler.

Tilbage på Jorden havde langt de fleste af dyrene overlevet vakuum, men uv-strålerne havde været for skrap kost. Langbølgede UV-stråler slog næsten alle individer hos den ene art ihjel, mens et bredt spektrum af UV-stråler også dræbte den mere hårdføre art, hvor kun tre individer overlevede.

Biologer har udført flere forsøg for at afdække mekanismerne bag bjørnedyrenes ekstreme usårlighed. Prøver fra nedfrosne bjørnedyr har afsløret, at sukkerstoffet trehalose erstatter vandet i de udtørrede dyr og beskytter cellernes molekyler. Det er med til at give dyrene en perfekt kemi til at overleve.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: