Dræbersnegl

Dræbersnegle kan smitte med hjernehindebetændelse

Når dræbersnegle i hobetal invaderer vores haver og bed, trækker de slimede spor af bakterier efter sig, som kan være farlige for både mennesker og dyr.

22. maj 2015 af Lea Holtze

Hvor farlige er dræbersnegle?

Ikke alene køkkenhaver, regnorme og andre snegle bør frygte de slimede, rødbrune dræbersnegle, når de invaderer sommerhaverne.

Den iberiske skovsnegl slæber farlige bakterier som Escherichia Coli og lunge- og hjerteorme efter sig, der er dødsensfarlige for hunde.

Og forskning fra det norske veterinærinstitut har afsløret, at sneglen ofte også indeholder store mængder af bakterien listeria, der kan give hjernehindebetændelse og udløse abort blandt både mennesker og dyr.

Dræbersnegle bevæger sig usædvanlig hurtigt

Den kannibalske dræbersnegl, der har raseret i Nordeuropa siden 1970’erne, menes at stamme fra Sydeuropa, men er omgærdet af mystik og er genetisk svær at skille fra vores fredelige røde og sorte skovsnegle.

Med en sneglefart på 10-12 meter i timen bevæger sneglen sig usædvanlig hurtigt. Den lægger op mod 400 æg om efteråret, der klækker efter ca. 30 dage, hvorefter de overvintrer.

Fjenderne på slagmarken - padder, pindsvin og grævlinger - kan derfor ikke holde trit med antallet.

Lunt forår er godt for dræbersnegle

Så længe sneglene kan gemme sig i sprækker og kompostbunker, hvor vintertemperaturen ikke når under minus tre grader, er de helt upåvirket, fordi de producerer glukose, der beskytter cellerne.

Et lunt forår øger desuden dræbersneglenes vækst eksplosivt, så de kan gøre store indhug i vores økosystem.

Og en smule Nordeuropæisk sommertørke er kun nok til at mindske deres aktivitet. Haveejerne må derfor selv gribe til våben.

Hvordan dræber man dræbersnegle?

Men hvordan dræber man dræbersnegle? Man dræber dræbersnegle mest effektivt ved at indsamle dem om aftenen på fugtige steder og aflive dem - ved at hakke dem over eller overhælde dem med kogende vand.

Man kan også vande haven med væske, der indeholder nematoder, der er som parasitter for sneglene og tiltrækkes af deres slim. Nematoderne invaderer sneglen gennem dens åndehul, hvorefter de æder dens væv og inficerer den med bakterier, så den dør efter få uger.

Dræbersnegle er kannibaler

Man kan dyppe salatblade og agurkeskiver i nematoder og bruge dem som lokkemad. Når sneglen dør, bliver den ædt af andre dræbersnegle, der således også bliver smittet.

Eller man kan lokke sneglene i fælder med øl eller gribe til giftstoffet Ferramol, som dræber sneglene.

Sommerens farer på Instagram

Hvepse, flåter, brandmænd og fjæsing. Sommeren er en dejlig, men også farlig, årstid.

  • Tag et billede af DIT møde med sommerens farer og læg det på Instagram med tag'et #summerdanger.

Vi samler alle billeder her.

Underholdende og lærerig læsning for hele familien

Få 3 nr. af Illustreret Videnskab til 79,00. Klik her.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: