Dumme flagermus har store testikler

Hjernens og kønsdelenes størrelse hænger sammen

1. september 2009

Hanflagermus kan udvikle abnormt store testikler, og nu har forskere under ledelse af Scott Pitnick fra Syracuse University undersøgt, hvor store de kan blive, og ikke mindst hvad prisen er. Biologerne har studereret 334 af de i alt ca. 1000 flagermusarter, og det viser sig, at de store testikler ses hos de arter, hvor hunnerne parrer sig med flere forskellige hanner. Store testikler betyder nemlig mange sædceller, og det øger hannens chance for at blive far til hunnens unger. Hanner, der således er i skarp konkurrence om hunnernes gunst, kan have testikler, der udgør helt op til 8,5 pct. af kroppens vægt. Det svarer til, at en mand på 90 kg udstyres med et sæt testikler, som vejer godt 7,5 kilo. Men succesen med at få ført generne videre har en pris. Den store mængde energi, som bruges på at udvikle de enorme testikler, giver nemlig mindre energi til hjernen, som derfor ikke bliver optimalt udviklet. Jo større testikler hos hannerne, jo mindre er deres hjerne, konkluderer forskerne. Hos flagermusarter, hvor hunnerne holder sig til en enkelt han, andrager testiklernes vægt kun mellem 0,11 pct. og 1,4 pct. af hannens kropsvægt. Disse hanners hjerne udgør gennemsnitligt 2,6 pct. af kropsvægten, mens hanner, der lever blandt troløse hunner, må klare sig med en hjerne, der udgør 1,9 pct. af kropsvægten.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: