Dyr med smarte taktikker dominerer i polarkulde

Indbygget frostvæske, et godt sovehjerte og snedige jagttaktikker. Dyr i iskolde egne bruger 3 overordnede overlevelsesstrategier, når temperaturen falder, sneen daler, og mørket sænker sig.

7. december 2017 af Lars Thomas

1. "Der findes ikke dårligt vejr, kun dårlig beklædning"

POLARRÆVEN TRÆKKER I VINTERTØJET

Polarræven gennemgår en pelset forvandling fra den grå og tynde sommerdragt til den tykke, hvide vinterfrakke.

Om sommeren ser en polarræv ikke ud af meget. Den er lille og slank med en kort, tynd, gråblå pels. Den har blege ører og en lang, tynd og næsten nøgen hale. 

Alt det ændrer sig, når sommeren går på hæld, og vinterpelsen begynder at komme frem. Lange, hvide hår vokser ud mellem de grå. Halen bliver tykkere, og selv mellem og under tæerne gror pelsen frem. 

Når vinteren kommer, er pelsen mere end tre gange så lang og tæt som om sommeren og kan beskytte ræven mod ekstreme kuldegrader. De lange hår på fødderne virker isolerende mod kulde fra jorden, og den tykke hale kan bruges som en dyne. 

Temperaturen skal formentlig falde til under -40 °C, før en polarræv overhovedet mærker, at det er koldt.

BJERGFUGL FINDER TERMOSOKKERNE FREM

Takket være sine forede fødder kan fjeldrypen ubesværet klatre på isede bjergsider.

Fjeldrypen er en robust bjergfugl, der trives både sommer og vinter i bjergegne højt mod nord. Fjerdragten er tæt året rundt og beskytter mod det barske klima. 

Få mange flere nyheder fra naturens fantastiske verden i Illustreret Videnskabs nyhedsbrev.

Om sommeren er den lidt tyndere end om vinteren, hvor den er tyk, ekstra tæt og hvid. For ikke at fryse om fødderne udvikler fuglene et lag af tykke, hvide fjer på benene og om tæerne – fugleverdenens svar på isolerende moonboots. 

Og så er både 20, 30 og 40 graders frost ikke noget problem.

2. Både store og små går i hi og venter på varmen

BJØRNEN TAGER 200 KG PÅ

Den brune bjørn bruger hele sommeren på at mæske sig i laks, bær, og hvad den ellers kan få fat på.

Et af de dyr, der forbereder sig grundigst til vinterens besværligheder og fødeknaphed, er den brune bjørn. Sidst på sommeren og om efteråret kaster bjørnen al forsigtighed, og ikke mindst appetitregulering, over bord og giver sig i kast med et ædeorgie uden lige. 

En sensommer- og efterårsbjørn er nærmest umættelig og æder 40-50 kg føde om dagen. 

Når vinteren endelig kommer, har den fordoblet sin vægt – fra omkring 200 kg om foråret til 400 kg lige før vinteren. For at spare yderligere på energien sover bjørnen også vintersøvn. 

Den går ikke i rigtig dvale – den sover bare, men det er nok til at spare ekstra meget på energien. 

Ligesom bjørnen gør en del smågnavere også, hvad de kan, for at få noget ekstra på sidebenene, så de har noget at tære af i vinterens løb. De små dyr er i stand til at fordoble deres vægt på to-tre måneder.

PINDSVINET SKRUER NED FOR LIVET

Nogle dyr går i vinterdvale for at spare på energien og skruer så langt ned for stofskiftet, at kropstemperaturen falder til 4-6 °C, mens hjerterytmen daler fra 200-300 slag i minuttet til omkring fem. 

Hos pindsvin er det også almindeligt, at dyret ikke trækker vejret i 50-55 minutter for derefter at trække vejret omkring 50 gange de næste fem minutter og så helt holde op igen.

SKOVFRØEN BLIVER TIL EN ISPIND

Sukker og urinstoffer i frøens celler sørger for, at den kan overleve gentagne nedfrysninger.

Når vandet i dyrenes celler fryser til is, danner det lange, spidse nåle, der river cellerne i stykker og ødelægger organerne. Derfor er dyrene nødt til at udvikle en teknik til at undgå frostskader. Den absolutte ekspert i nedfrysninger er alaskaskovfrøen, der kan tåle at blive stivfrossen. 

I en typisk vinter fryser helt op til to tredjedele af frøens kropsvæske til is, og både dens hjerteslag og vejrtrækning går i stå. Ikke desto mindre kan frøen tåle at blive tøet op og frosset ned 10- 15 gange hver vinter, indtil foråret endelig stabiliserer temperaturen over frysepunktet. 

Fænomenet skyldes et ekstremt højt indhold af sukker- og urinstoffer i frøens celler, som beskytter så effektivt mod frostskader, at dyret slipper helt uden mén.

3. Rovdyr udnytter sne og is under jagten

SNEUGLEN DYKKER LYDLØST UD AF HIMLEN

Sneuglen er en effektiv jæger og kan fange op mod 1600 lemminger om året.

Sneuglen er en af verdens nordligst levende ugler og specialist i at fange mus og lemminger, som lever under snedækket. Som alle andre ugler har sneuglen en fremragende hørelse. Ørerne vender i forskellige retninger, så lyde når frem til dem med en lille forskydning. 

Forskydningen bruger uglen til at registrere, præcis hvor byttet gemmer sig under sneen. Samtidig er uglens flugt gennem luften lydløs, så vingebask ikke forstyrrer hørelsen. 

Sneuglen er ikke nogen tung fugl, så den må kaste sig ud i et styrtdyk for at have kraft nok til at gennembryde snelaget. Lige inden uglen lander, svinger den sine lange ben frem, så de borer sig ned i sneen og griber byttet med de lange, krumme kløer.

RÆVEN SPRINGER MED STOR PRÆCISION

Når rævens skarpe hørelse har lyttet sig frem til en mus 30-40 cm under sneen, gør den rødpelsede jæger sig klar til det totale overraskelsesangreb. Ræven springer lodret op i luften og dumper på hovedet ned gennem snelaget. 

Springet er så præcist, at ræven lander med forpoterne på musen og griber fat i den.

ISBJØRNEN BRILLIERER MED TRE JAGTMETODER

Isbjørnen er ekspert i sæljagt. Verdens største landrovdyr har et bredt repertoire af fangstteknikker, alt efter hvornår på året den jager, og hvilke forhold den møder.

1. SNIGJAGT

Sæler er nødt til at få fast grund under lufferne en gang imellem for at hvile eller sove. Her har isbjørnen chancen for at snige sig ind på dem. Men det kræver sit i et landskab, der er nærmest blottet for skjulesteder. 

REJS TIL SVALBARD – ISBJØRNENS RIGE – med Illustreret Videnskab

Centimeter for centimeter sniger isbjørnen sig nærmere, så sælen ikke ser, hører eller lugter den, før det er for sent.

2. ÅNDEHULSJAGT

Hvis en isbjørn opdager et åndehul i isen, væbner den sig med ekstrem tålmodighed. Sælerne har mange åndehuller, og flere dage kan gå, før de vender tilbage til et bestemt hul. 

Isbjørnen skal være årvågen hele tiden, for sælen er kun oppe for at trække vejret ganske kort. Her skal isbjørnen nå at banke poten gennem isen og slå kløerne i byttet.

3. HULEJAGT

Når sælen skal have unger, laver den en hule under havisens snelag med et hul ned til vandet. Her ligger ungen i skjul, mens moren er ude at finde føde. Får isbjørnen færten af hulen, går det store nedrivningsarbejde i gang. 

Bjørnen bruger hele sin vægt til at bokse sig vej gennem hulens tag af is og komme ned til sælungen.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: