Edderkop spinder dykkerflaske

En ydre lunge af silke sørger for ilt under vandet

1. september 2009

Den europæiske vandedderkop har drevet brugen af silketråde til det yderste. Den konstruerer en klokke under vandet op ad planter i søer og moser og fylder den så med luft. På den måde kan edderkoppen bruge kammeret som et undersøisk hjem, hvor den søger skjul, spiser, parrer sig og gemmer sine æg. I kraft af klokken lever den hele sit liv under vandet. Hidtil har det været uklart, om edderkoppen kun brugte den atmosfæriske luft til at skabe et vandfrit miljø, eller om den også brugte den til indånding. Derfor ville biologerne undersøge, om edderkoppen gjorde noget særligt ud af at holde den rette iltkoncentration i klokken. Gennem forsøg opdagede biologerne, at vandedderkopperne kontrollerer luftkvaliteten ved at måle CO2-koncentrationen i kammeret. Er koncentrationen for høj, henter edderkoppen mere frisk luft fra overfladen. Forsøgene viser, ifølge forskerne, at vandedderkoppen bruger klokken som et iltreservoir i tillæg til de andre funktioner. Dermed mener de også, at klokken kan kaldes for en ydre lunge eller en dykkerflaske som har hjulpet edderkoppen til at erobre et helt andet miljø, end den oprindelig var udviklet i. Så vidt vides er vandedderkoppen det eneste dyr, som indsamler og måler på luften i sit kammer under vandet.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: