Hvad er flyvende sommer?

Hvad skyldes alle de løse tråde, der nogle gange flyver rundt i luften om sommeren?

1. september 2009

På varme sommerdage kan det af og til ske, at nedbøren over et afgrænset område får en helt anden karakter end den normale lune sommerregn. I stedet for vand daler lange glitrende tråde ned overalt i landskabet. Fænomenet har været kendt i flere hundrede år. I middelalderen kaldte man trådene for englehår og mente, at de varslede store begivenheder. Senere er de blevet sat i forbindelse med rumskibe fra andre planeter.

Sandheden er dog en ganske anden. Flyvende sommer er nemlig det håndgribelige vidnesbyrd om, at et områdes edderkopper har haft en god ynglesæson. For at sikre en tilstrækkelig spredning af arten har mange edderkopper udviklet en meget speciel transportform.

De unge edderkopper kravler op på toppen af en højt fremspringende genstand, fx en hegnspæl. Så stiller de sig med bagkroppen op i vinden og giver sig til at spinde en tråd. Snart er tråden blevet så lang, at vinden kan løfte både den og edderkoppen. På den måde kan den lille edderkop svæve lange distancer i jagten på et nyt hjem, nærmest som om den fløj med faldskærm.

Nogle af edderkopperne æder tråden, når de er landet, men andre bider den af, eller den bliver revet løs ved landingen. Det er alle disse tråde, der giver os fænomenet flyvende sommer.

Læs mere om: Verdens største edderkop

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: