Kan edderkoppen sidde fast i sit eget spind?

Kan edderkopper sidde fast i deres eget eller andre edderkoppers spind?

1. september 2009

De fleste edderkopper har tre kløer for enden af hvert af deres otte ben. Hos netbyggende arter er kløerne en slags fødder, som edderkoppen bruger til at vandre hen over sit net med. Edderkoppen griber om de tynde silketråde med kløerne, som desuden er udstyret med en masse små savtænder, der gør grebet fastere.

Mange net laves klæbrige for bedre at kunne fastholde små byttedyr, men i de tilfælde har edderkoppen taget sine forholdsregler for ikke selv at blive fanget. Først og fremmest afsondrer edderkoppen nogle olier både fra sine kløer og fra huden. Det betyder, at edderkoppen er dækket af en tynd oliefilm, som limen på silketrådene ikke kan hæfte på. Som en ekstra sikkerhed holder nogle arter deres hvileområde uden for hovednettet fri for klæbestof, så de ikke er i fare for at sidde fast her.

Læs mere om: Verdens største edderkop

Om en edderkop kan fanges i andre edderkoppers net, afhænger af, om edderkoppen selv bygger net.

Overordnet set minder de forskellige edderkoppers spind så meget om hinanden, at en edderkop, der selv laver et klæbrigt spind, har den nødvendige oliefilm på kløer og krop til at undgå at blive indfanget i andre edderkoppearters klæbrige spind. Selv om de har muligheden for det, er det desuden uhyre sjældent, at netbyggende edderkopper kommer på besøg i andre edderkoppers net.

Det er værre med de edderkopper, som jager insekter ved at løbe efter dem, og som derfor ikke bygger net. De har ingen oliefilm til at beskytte sig med og vil blive filtret ind i et klæbrigt spind på lige fod med insekter, hvis de er så uheldige at løbe ind i et net.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: