Findes der dværge i dyreverdenen?

Dværgvækst er relativt almindeligt blandt mennesker. Eksisterer det også hos dyr?

1. september 2009

Individer, som af en eller anden grund bliver væsentligt mindre end deres artsfæller, er formentlig lige så udbredt hos dyr som hos mennesker. I naturen er den slags individer dog sjældne, fordi de har sværere ved at klare sig end dyr med normal størrelse og derfor hurtigt dør eller bliver dræbt af rovdyr. Til gengæld er dyr, som på grund af en genetisk mutation er blevet unormalt små, i vid udstrækning blevet brugt ved fremavlingen af de mange små hus- og kæledyrsformer, der findes. Det gælder for eksempel den argentinske falabellahest, der kan være ned til en halv meter i skulderhøjde. Stamfaderen til falabellaen siges at være en dværghingst, der levede i Argentina i det 19. århundrede. Andre miniatureheste er blevet skabt ved at avle dels på dværgindivider og dels på shetlandsponyer, der er den mindste naturligt forekommende hesterace, man kender. I øvrigt er shetlandsponyer sandsynligvis opstået ud fra almindelige heste, der på et tidspunkt er blevet sat ud på Shetlandsøerne. Da klimaet er hårdt og fødemængden begrænset, er der sket en naturlig udvælgelse, som har favoriseret de mindste individer. Dette fænomen, hvor der opstår en hel dværgrace af et eksisterende dyr, er almindeligt i dyreverdenen. Disse varianter, der også kaldes for kummerformer, er specielt udbredt på mindre øer, hvor livsbetingelserne giver små individer en fordel. Det ses blandt andet en række steder i Indonesien.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: