Takah?

Den newzealandske takahe uddøde tre gange

10. maj 2011

Den sydafrikanske antilope blåbukken blev udryddet allerede i 1799. Fund af knogler har vist, at den havde været i tilbagegang i flere tusind år, formentlig på grund af klimatiske ændringer, da de første europæiske kolonister i Sydafrika stødte på den, men den fik hurtigt det sidste skub, da nybyggerne gik i gang med en systematisk nedskydning af blåbukken for at skaffe mere jord til opdyrkning og græsning til deres kvægflokke.

Man skal dog alligevel passe på med at erklære en dyreart for udryddet. Flere arter er dukket op, årtier eller endda et helt århundrede efter at de officielt var erklæret for uddøde. Nogle dyrearter har nærmest gjort forsvindingsnumre til en sport. Den newzealandske fugl takaheen nåede fx at blive erklæret for uddød tre gange, inden den blev genfundet for foreløbig sidste gang i 1948. Bestanden tæller i dag 200 individer.

Hvert tredje udryddede pattedyr dukker op igen

Hidtil har ingen forskere interesseret sig for, om der var noget system i disse “udryddelser” og genopdagelser, men nu har de to australske biologer Diana Fisher og Simon Blomberg opdaget, at det rent faktisk er tilfældet. Fisher og Blomberg undersøgte data for 187 pattedyrarter, der på forskellige tidspunkter har været erklæret uddøde, og opdagede, at omkring en tredjedel, helt præcist 67 arter, senere er blevet genopdaget. Og det var desuden langtfra tilfældigt, hvilke arter der blev genfundet.

“Man skulle tro, at dyrenes størrelse spillede en rolle,” siger Diana Fisher, “men det lader ikke til at være tilfældet. Store dyr har ikke specielt større chance for at blive genopdaget end små dyr.”

Derimod spiller artens udbredelse og ikke mindst årsagen til dens udryddelse en stor rolle. Arter, der oprindeligt levede spredt over store udbredelsesområder, og som forsvandt, fordi deres levesteder blev ødelagt, har langt større chance for at overleve i det skjulte end dyr, der levede i afgrænsede områder og forsvandt på grund af jagt eller konkurrence fra andre arter. Forskerne kunne også konstatere, at dyr, der bliver genfundet, typisk dukker op i udkanten af deres oprindelige udbredelsesområde eller på steder, hvor de ikke tidligere er registreret.

“På trods af vores resultater er der dog ingen tvivl om, at det stadig går stærkt tilbage for Jordens dyreliv,” siger Diana Fisher.

Fishers og Blombergs resultater har ikke kun teoretisk interesse. De giver også forskerne en idé om, hvor det bedst kan betale sig at koncentrere indsatsen for at genfinde “uddøde” arter. Ifølge australiernes teori er der fx ingen grund til at spilde mere tid på at lede efter den tasmanske pungulv. Den blev for det første udryddet på grund af jagt og er for det andet blevet eftersøgt talrige gange uden held. Det kan langt bedre svare sig at bruge kræfterne på arter, der forsvandt sammen med deres levesteder. For måske gemmer de sig stadig derude et sted.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: