Findes der giftige fugle?

Der findes mange giftige insekter og krybdyr, men hvad med fugle og pattedyr?

1. september 2009

Gift finder man normalt kun hos de lavere klasser i dyreriget. Giftige arter er uhyre almindelige blandt hvirvelløse dyr. Der findes for eksempel flere tusind forskellige giftige insekter, edderkopper, snegle og blæksprutter. Hos hvirveldyrene er der betydeligt længere mellem de giftige arter. Blandt fisk, amfibier og krybdyr er de dog stadig almindelige nok til, at det samlede antal løber op i flere hundrede arter. Hos pattedyr og fugle er giftige dyr derimod uhyre sjældne. Blandt pattedyrene er det kun næbdyret, der har giftige sporer, og en række forskellige arter spidsmus, der har giftigt spyt. Indtil for få år siden mente man, at der slet ikke fandtes giftige fugle. Ved en række undersøgelser af fuglefaunaen på New Guinea i 1990’erne opdagede man imidlertid, at en lille gruppe skovfugle, de såkaldte pitohuier, faktisk er giftige. Forskerne opdagede det særprægede fænomen, da en biolog tilfældigt gned sig over munden, kort tid efter at han havde fanget en pitohui for at ringmærke den. Han mærkede straks en brændende og stikkende fornemmelse i læberne, og han blev følelsesløs omkring munden. Nærmere undersøgelser viste, at pitohuierne producerer et særligt giftstof, som findes i deres fjer og i skindet. Fuglene bruger giften som et forsvarsmiddel: Et rovdyr, der har sat tænderne i en pitohui, spytter meget hurtigt fuglen ud igen. De seks arter af slægten pitohui har alle advarselsfarver. De er sorte, orange, røde og gule.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: