Acorn worm

Biologer finder sære livsformer i dybet

Undersøisk bjergkæde gemmer på nye arter, der kan fortælle nyt om hvirveldyrenes udvikling.

8. november 2010

Under en ekspedition til en undersøisk bjergkæde i det nordlige Atlanterhav, har forskere fra blandt andet University of Aberdeen i Skotland opdaget et væld af meget særprægede dyr. Mere end ti af de fundne dyr er formentlig helt nye arter.

Arterne blev registreret og indsamlet af et fjernstyret undervandsfartøj ved navn Isis. Fartøjet havde 300 dykketimer på mellem 700 og 3600 meters dybde langs den del af Den Midtatlantiske Højderyg, som løber på havbunden mellem Island og Azorerne. Det avancerede undervandsfartøj gjorde det muligt for forskerne at undersøge dyrelivet både på stejle klippesider og i flade områder.

Blandt de nye livsformer er flere nye arter af agernorme, som er ormelignende dyr, der som regel bliver 10-25 centimeter lange og lever af at spise organisk materiale i havbunden. Agernorme er interessante i et evolutionsperspektiv, fordi de har en nervestreng iev ryggen, som er en forløber for den rygsøjle, som vi mennesker og andre hvirveldyr er udstyret med. Forskerne håber derfor, at dna-analyser af de nye agernorme kan bidrage til en større forståelse af de tidligste stadier i hvirveldyrenes udviklingshistorie.

Undervandsbåden Isis

Ekspeditionens andre nyopdagede arter var bl.a. flere søpølser, der tilhører dyrerækken pighuder og har en pølselignende form og størrelse. Normalt opholder søpølser sig udelukkende på havbunden, men til forskernes forbløffelse svømmede flere af de nye søpølsearter frit rundt oppe i vandmasserne.

Biologerne fandt også en hidtil ukendt art gople, som opførte sig meget utraditionelt. Gopler opholder sig sædvanligvis højt oppe i vandsøjlen, men den nye art bliver nede ved havbunden, hvor den lader sine lange tråde glide hen over bunden, når den flyder fremad.

Ekspeditionen indgår i et projekt kaldet “Census of Marine Life”, som skal give os ny viden om dybhavet.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: