Gigantisk blæksprutte fundet ved New Zealand

Uhyret har roterende kroge og kan angribe kaskelothvaler

1. september 2009

Kæmpeblæksprutten er ikke længere verdens største blæksprutte efter en opsigtsvækkende fangst for nylig. Newzealandske fiskere fik et frygtindgydende rovdyr i nettet, hvis krop kan blive næsten dobbelt så stor som den ellers nok så imponerende kæmpeblæksprutte. Det nyopdagede dyr har fået navnet kolosblæksprutte og kan få en kropslængde på 4 meter. Når hoved og tentakler lægges til, kan den fulde længde blive 20-25 meter. Øjet er det største i dyreriget, på størrelse med en tallerken. Tentaklerne er udstyret med roterende kroge, der er skarpe som barberblade og kan gribe godt fat om byttet. Så blæksprutten er ikke bange for nogen som helst og kan også finde på at angribe havets kæmpe, kaskelothvalen. Kolosblæksprutten lever formodentlig på mindst 1000 meters dybde ved temperaturer nær frysepunktet i antarktiske og sub-antarktiske have – indimellem optræder den også i de sydlige newzealandske farvande, mener blæksprutteeksperter, der undersøger havuhyret. Zoologer har kendt til større eller mindre rester af den kolossale blæksprutte siden 1925: Fem gange har fiskere fundet rester i bugen af en kaskelothval, og en enkelt gang har fiskere fået dele af blæksprutten i nettet. Men det er først med dette nye og næsten komplette fund, at kolosblæksprutten har fået sit navn.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: