Bulet giftgople fundet i dybet

“Bumpy” fanger bytte med fire stærke arme

1. september 2009

I havdybet ud for Californien i USA har forskerne fundet en gople, der i anatomi og adfærd adskiller sig så markant fra sine medskabninger, at den har gjort sig fortjent til både et nyt artsnavn og en ny underfamilie. Dermed er antallet af gopleunderfamilier nu vokset fra syv til otte. Den gennemsigtige, blå-hvide geleklump er på størrelse med en tennisbold og bevæger sig ifølge forskerne igennem vandet som et stjerneskud eller en meteor i slowmotion. Og i stedet for tentakler har den fire kødfulde arme, som den slæber efter sig. Det mest bemærkelsesværdige er, at både den klokkeformede krop og armene er spækket med vortelignende udvækster, som er klynger af nældeceller, der lammer byttet. Når føden driver hen mod goplen, opfanges den af udvæksterne, hvorefter den overføres til en af armene, som langsomt fører maden op til munden. Kælenavnet Bumpy (“knoldet”) faldt lige for, da forskerne opdagede dyret, men det har også et videnskabeligt navn, Stellamedusa ventana. Goplen lever i det mørke og iltfattige hav på 150-550 m’s dybde.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: