Swima worm

Dybhavsorm smider lysbomber

Amerikanske biologer opdager avanceret forsvarsstrategi.

12. maj 2010

I oceanets dyb har amerikanske forskere fundet en helt ny gruppe af svømmende orme, der smider dele af deres krop som bomber mod rovdyr.

De enestående swima-orme er fundet på over 1900 meters dybde, hvor mørket er totalt. De små bomber giver sig overraskende til at lyse grønt, så snart ormen slipper dem, og forskerne mener, de er en avanceret form for afledningsmanøvre, der skal få rovdyret til at gå efter den løse kropsdel, på samme måde som firben kan smide halen for at narre fjenden.

Karen J. Osborn fra Scripps Institution of Oceanography i Californien, USA, har ledet forskningen og fortæller, at ormene er fundet ved hjælp af ubemandede, fjernstyrede dybhavsubåde. I alt har forskerne fundet og indsamlet syv nye arter ud for Californien, Oregon, Mexico og Filippinerne, og de fem af arterne har man set udføre tricket med at kaste “lysbomber”.

Lyset laves af bakterier

Ormene er i gennemsnit kun tre-fire cm lange med nogle store eksemplarer op til 10 cm, og de har en ret speciel kropsform med rækker af børster strittende ud fra siden, som de benytter, når de hurtigt padler sig gennem vandet. De selvlysende bomber er 1-4 mm lange, og når ormen forstyrres, smider den et par stykker af dem og svømmer derefter sin vej. Lyset, bomberne udsender, kaldes bioluminescens og produceres af bakterier, der lever i symbiose med ormen.

Evolutionært er de nærmeste slægtninge til swima-ormene arter, der lever på havbunden, og et nærmere studie af disse peger på, at bomberne er udviklet fra gæller, der nemt falder af. Forskerne siger, at fundet af ormenes særlige forsvars-trick vidner om, hvor meget vi endnu kan lære om dybhavet, og at der kan høstes mange store gevinster ved yderligere udforskning.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: