Dyret er ét stort øje

Søstjernens syn overgår de mest avancerede brilleglas

1. september 2009

Verdenshavene er hjem for et mylder af fantastiske og til tider bizarre dyr. Nu har forskere opdaget, at den såkaldte slangestjerne faktisk kan se, selv om den ikke har nogen øjne. Slangestjernen, der er i familie med søstjernen, bruger i stedet hele sit skelet til at se med, skriver forskere fra Lucent Technologies, Bell Laboratories i det anerkendte tidsskrift Nature. Det har længe været et mysterium, hvordan den femarmede slangestjerne, der lever i det mørke havdyb på op til seks kilometers dybde, formår at registrere sine omgivelser og undslippe rovdyr. Men selv om dyret tilsyneladende ikke har nogen øjne, lader det til at se bedre end mange andre primitive havdyr. Slangestjernen er fx i stand til at spotte et byttedyr og sætte lynhurtigt efter det, og den skifter desuden farve fra dag til nat. Det er slangestjerne-arten Ophiocoma wendtii, som er blevet undersøgt af forskerne. Det viser sig, at dyret har et skelet fuldt af krystaller, der hver især indsamler visuelle indtryk. Krystallerne bliver dannet, fordi dyret udskiller en krystallinsk form for kalciumkarbonat. Slangestjernen bruger krystallerne som linser, der indsamler lys og sender oplysninger om lysforholdene videre til dyrets nerver. Hver linse opfanger kun lys fra én bestemt retning, men eftersom hele dyret er dækket af lysfølsomme linser, får det et væld af informationer. Alle kroppens linser arbejder nemlig sammen og fungerer dermed som ét stort øje for slangestjernen. Forskerne benyttede en ret simpel metode til at afsløre slangestjernens synsevner. I princippet foregik det, ligesom når man lader Solen skinne gennem et forstørrelsesglas og brænde hul i et stykke papir. Slangestjernens linser blev placeret over et lysfølsomt materiale, mens forskerne lod lyset skinne igennem og observerede, hvordan lysstrålerne registreredes på det lysfølsomme materiale. Linserne viste sig at være uhyre avancerede – faktisk er de ti gange så gode som de mikrolinser, man kan skabe i laboratorier i dag. Forskerne håber, at deres undersøgelser af slangestjernens syn måske kan føre til udvikling af mere effektive chips til brug i fx optiske netværk.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: