Peters' elephantnose fish

Hvordan kan nogle fisk være elektriske?

Jeg har hørt, at nogle fisk kan sanse elektricitet, mens andre kan producere elektricitet. Hvordan gør de det?

4. april 2011

En del fisk er i stand til at levere et kraftigt stød på op til flere hundrede volt. Det gælder bl.a. den elektriske ål, elmallen, nogle rokker og nogle stjernekiggere. Endnu flere fisk kan levere svagere stød. Fælles for disse fisk er, at de bruger stødene til at forsvare sig mod fjender og lamme byttedyr.

Elektriske fisk har et såkaldt elektrisk organ, der består af specialiserede muskel- og nerveceller. Evolutionært set er de udviklet fra almindelige muskelceller i fiskens krop, hvor de også fungerer med elektriske impulser. I fiskens elektriske organ har muskelcellerne mistet evnen til at trække sig sammen, og deres elektriske potentiale er blevet forstærket og sat i system. De kaldes elektrocytter. Hos den elektriske ål, som lever i Amazonas og kan blive 2,5 m lang, er halvdelen af muskulaturen omdannet til elektriske organer, der tilsammen kan frembringe stød på op til 600 volt. Dens elektriske organer løber næsten gennem hele kroppen og er organiseret i flere tusind skiver, der hver kan udvikle ca. 1/10 volt.

Mange andre fisk har elektriske sansereceptorer på kroppen. Der findes to typer af elektroreceptorer: de ampulformede elektroreceptorer, som giver en passiv elektrisk sans, og de knoldformede elektroreceptorer, som giver en aktiv elektrisk sans.

Den passive elektrosans gør det muligt for fisken at opfange svage elektriske felter, der produceres af andre levende væsner. Fx kan nogle hajarter detektere elektriciteten fra byttedyr, der ligger nedgravet i sandbunden for at skjule sig. Med den aktive elektrosans kan fisken derimod selv danne et svagt elektrisk felt omkring sig, der minder om kraftlinjerne omkring en stangmagnet. Her registrerer de forstyrrelser, der opstår i feltet, hvis andre dyr kommer ind i det.

electric eel diagram

Strømstyrken afhænger af ålens længde

De elektriske celler, elektrocytter, er i princippet organiseret i den elektriske ål ligesom batterier, der er serieforbundne – sat i forlængelse af hinanden – og derved summerer den elektriske spænding op. Derfor kan ålen frembringe kraftigere strømstyrke, jo længere den er.

1. Elektrocytterne ligger i stakke i forlængelse af hinanden

2. Hver elektrocyt er forbundet med ålens centralnervesystem gennem synapser, der aktiverer proteinpumpen i elektrocyttens cellemembran.

3. Proteinpumpen opbygger forskelle i koncentrationen af ioner på hver side af celle-membranen og skaber stødet.

Der er tre former for elektricitet

De elektriske fisk er delt i tre grupper, afhængigt af om de kan frembringe stærk eller svag elektricitet, eller om de kun passivt kan sanse elektricitet. Fisk, som kan danne elektricitet, kan samtidig sanse elektricitet – i få tilfælde aktivt.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: