Hajer
© Shutterstock

Hvor farlig er hajen?

Man hører ofte om folk, der er blevet angrebet af en haj. Er hajerne blevet mere aggressive? Hvilken haj er den farligste?

1. september 2009

Flere og flere mennesker bevæger sig ud i vandet for at bade, sejle og surfe. Det betyder, at hajer og mennesker oftere kommer i kontakt med hinanden, hvilket naturligvis øger risikoen for et angreb. 

Således skete der i 1988 kun tre hajangreb på verdensplan. I 1994 var tallet steget til 62, og året efter blev 74 mennesker angrebet. 

Det blodigste år

I 2000, som er det hidtil blodigste år, siden man i 1958 begyndte at føre statistik på verdensplan, blev 79 mennesker angrebet. 

10 af dem døde. 34 af angrebene fandt i øvrigt sted ud for Floridas kyst, som er langt det hårdest ramte område i verden, når det gælder hajangreb. 

Mennesker er svage 

Hajen er et af Jordens bedst tilpassede og mest effektive rovdyr. Mennesker er derimod små og svage, og i forhold til hajen bevæger vi os langsomt og kluntet i vandet. 

Hvis man møder en angribende haj, vil man i bedste fald komme alvorligt til skade, i værste fald mister man livet. 

Risikoen for at dø eller blive skadet af en haj er dog forsvindende lille, selv om både film, bøger og andre medier kunne give et noget andet indtryk. 

Lynnedslag er farligere 

I USA, som både har en stor hajbestand og et stort antal områder, hvor mange mennesker bevæger sig ud i vandet, sker der typisk mellem 10 og 15 hajangreb om året. Af disse har det ene dødelig udgang. 

Til sammenligning bliver omkring 175 mennesker ramt af lynet hvert år, og heraf dør omkring de 50. 

Hajer fra A-Z - bliv klogere på verdens mange hajarter her!

De farligste hajer 

Sker der et angreb, er der dog ingen tvivl om, hvilke hajarter der er de farligste. 

Den store hvidhaj, tigerhajen og tyrehajen står for omkring to tredjedele af samtlige hajangreb. 

Langt de fleste angreb på mennesker består i virkeligheden kun af, at hajen bider en enkelt gang i sit offer og så spytter ham ud igen. 

Men da hajer – og især de tre nævnte – er forsynet med et knivskarpt tandsæt, kan selv et enkelt bid medføre varige skader eller døden. 

Ingen ved, hvorfor hajerne ofte spytter de mennesker, de har angrebet, ud igen, men da dyrene har smagsløg mellem tænderne, må man gå ud fra, at de ganske enkelt ikke bryder sig om smagen. 

Herhjemme lever der ingen farlige hajer, men mange andre hajarter. Læs mere i vores artikel om hajer i Danmark.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: