Delfin får ny hale

Handicappet dyr kan atter svømme og springe

1. september 2009

I lidt over to år har delfinen Fuji sneglet sig af sted i Japans største akvarium. I 2002 blev delfinen ramt af en mystisk sygdom, der førte til, at cellerne i halen døde, og dyrlægerne måtte amputere tre fjerdedele af halen for at redde den 34-årige delfins liv. Det gik stærkt ud over Fujis bevægelighed, og den kunne kun svømme ganske langsomt uden sin brede halefinne til at give fremdrift. At springe op af vandet på ægte delfinmanér var helt udelukket. Men nu har et japansk dækfirma skabt verdens første protesefinne af gummi, der giver Fuji næsten al sin førlighed tilbage. Det kostede en halv million kroner at udforme halen, som er lavet af samme slags gummi, som man bruger til formel 1-biler. Der skulle ti forskellige prototyper til, før man fandt en, der hverken var for tung eller sad for løst på stumpen af halen. I første omgang var Fuji skræmt over sin 48 cm brede og to kilo tunge protese, men efter fem måneder har delfinen vænnet sig så meget til hjælpemidlet, at den igen er kommet i hopla. Dyret får lov til at bruge finnen i 20 minutter om dagen.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: