Baby seal

Hvorfor har sæler helt sorte øjne?

Jeg har hørt, at sæler ikke har en pupil. Er det rigtigt? Og hvordan kan deres øjne fungere både i vand og på land?

8. september 2010

Sæler har både iris og pupil, og de bruger øjet ligesom alle andre. Når øjnene ser sorte ud, skyldes det simpelt hen, at iris er så mørk, at iris og pupil ser ud til at gå i et.

Sælers liv, der veksler mellem land og vand, stiller særlige krav til synet. Gennem evolutionen har sæler, der oprindeligt stammer fra landlevende rovdyr, derfor måttet udvikle en række tilpasninger til livet i vand. Det har resulteret i en flad hornhinde, der virker som et vindue, hvor lyset næsten brydes ens på land og i vand. Overgangen fra vand til luft er nemlig et stort optisk problem, fordi lyset brydes kraftigt fra luften til det væskefyldte øje, mens lyset stort set ikke brydes fra vand til øjets væske.

Da de første hvirveldyr krøb på land for cirka 375 millioner år siden, kunne de se i vand, men blev nærsynede på land. Det problem har landlevende hvirveldyr bl.a. løst med en fladere linse, så lyset brydes mindre. Da sælernes forfædre dykkede ned under vand, fik de det modsatte problem. De blev simpelt hen langsynede.

For at korrigere for det dårlige syn i vand har sælers øjne bl.a. udviklet en næsten rund linse, der så gør, at de ikke ser så godt på land. Sælers iris og flade hornhinde kompenserer dog i nogen grad for dette. Irissen har mange blodkar og muskler, så pupillens størrelse kan veksle usædvanligt meget fra lillebitte i det stærke lys på land til store flader, der næsten fylder hele øjet hos dykkende sæler.

Flade hornhinder

Flere af sælens nære slægtninge har også en flad hornhinde, der mindsker synsforskelle mellem land og vand. Det drejer sig bl.a. om:

-Hvalrosser

-Søelefanter

-Søleoparder

-Søløver

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: