sperm whale in ocean

Pas på med at tirre dybhavets slagsbror

Halefinnen kan med et enkelt slag brække en spækhuggers ryg, og næsepartiet kan vædre et solidt hvalfangerskib. Kaskelotten er normalt dybhavets godmodige kæmpe, men når først hvalens vrede er vakt, er den en af havets mest skræmmende modstandere.

11. maj 2016 af Mette Iversen

Hvalfangerskibet Essex befinder sig 3700 kilometer fra Chiles kyst i det sydlige Stillehav. Året er 1820, og denne novembermorgen begynder godt for sømændene, som har fået øje på en flok kaskelothvaler. Tre små hvalbåde sættes i søen, og mændene ror mod de store pattedyr. Pludselig dukker en kaskelot op ved siden af en af de små joller. Mandskabet borer en harpun igennem hvalens tykke hud, men kaskelotten svarer igen med et haleslag og slår jollen læk. Styrmanden hugger resolut harpunlinen over med en økse, så hvalen ikke trækker mændene under. Trods skaderne lykkes det besætningen at ro tilbage til Essex. Men end ikke på det store hvalfangerskib er mændene i sikkerhed.

Fra skibets dæk får besætningen øje på en kæmpemæssig kaskelottyr – ifølge sømændene en krabat på 80 tons. Hannen sætter kurs mod skibet og hamrer sit enorme næseparti ind i skroget. De 30 cm tykke spanter og ti cm tykke planker af solidt egetræ giver sig, men forbliver intakte. Hvalen hviler et øjeblik, men angriber så igen. Med en kraft, sømændene aldrig har drømt om, skubber kaskelotten til skibet, så skroget trykkes ind, og vandet fosser ind over dækket. Essex synker på under ti minutter. Under normale omstændigheder er verdens største tandhval en godmodig kæmpe. Men kaskelotten er ikke en sjov modstander, når den drives til at forsvare sig: I 1800-tallet, da hvalfangsten var på sit højeste, gik kaskelotter gentagne gange til angreb på både små joller og store hvalfangerskibe, og Essex blev ikke det sidste skib, som sank efter et sammenstød med en af dybhavets sværvægtere.

Klog nok til at planlægge angreb Siden angrebet på Essex har hvaleksperter diskuteret, om kaskelotter bevidst er gået til modangreb på hvalfangerne. Kaskelotten er et yderst intelligent dyr, som besidder verdens største hjerne med en vægt på op til ni kg. Samtidig har hvalerne både udviklet en kompleks social kultur og avancerede kommunikationsformer: Kaskelothunnerne organiserer sig i kvindekollektiver på syv til 14 hunner, som hjælpes ad med børnepasningen. Mens en af hunnerne dykker ned efter føde, holder de andre enlige mødre opsyn med hunnens unge. Hver flok har også sit eget sprog af kliklyde, som adskiller sig fra andre kaskelotflokkes. Kaskelotter er altså så intelligente, at de kan have været bevidste om, at hvalskibene var fjender, der skulle bekæmpes. Men eftersom kaskelotter normalt er fredelige dyr, vurderer de fleste forskere, at giganterne kun går til angreb på mennesker, hvis de først selv er blevet angrebet.

Ar afslører slåskampe I mødet med livstruende hvalfangere, rivaliserende artsfæller eller hvalens ærkefjende i havet, spækhuggeren, kan kaskelotten godt vise tænder. Da giganten hverken er særligt hurtig eller adræt, udnytter den i stedet sin vægt og styrke i kamp. Når en kaskelottyr svømmer ind i sine modstandere, svarer det til, at et 45 tons tungt fartøj hamrer ind i kajen på en havn. Med en vægt på op til ti tons kan næsepartiet give et propert puf, som da hvalen vædrede Essex.

Kaskelotten anvender også kraftfulde slag med den fem meter brede halefinne som våben, ligesom hvalens op til 30 cm lange tænder bliver taget i brug, når rivaliserende hanner skal bankes på plads. Tænderne har ingen funktion, når kaskelotten spiser sin yndlingsføde, blæksprutter, og er ifølge forskerne udelukkende skabt til kamp. Tyrene har derfor ofte ar og bidmærker på kroppen. Fra tid til anden støder marinbiologer også på en hankaskelot med brækket kæbe – kvæstelser, som forskerne mener, stammer fra rivalers tæsk. For kaskelottyrene ville det være ørkesløst at forsvare territorier i de store verdenshave. Men når parringsklare hunner er i farvandet, tørner hannerne sammen i overfladen.

En for alle og alle for en Ud over mennesker er kaskelottens eneste livstruende fjende spækhuggere. Forskere har enkelte gange observeret spækhuggere overmande en kaskelot og har i adskillige tilfælde fundet rester af hvalen i bugen på en spækhugger. En velvoksen kaskelottyr, som støder ind i en flok spækhuggere, vil normalt dykke dybt og svømme bort fra plageånderne. Mens spækhuggere kun er i stand til at dykke et par hundrede meter ned, kan kaskelotter klare dyk helt ned til over 2,5 kilometers dybde. Hunnerne, som passer ungerne, har imidlertid ikke denne flugtmulighed, da de små kalves lunger ikke kan klare dybe dyk. En kaskelotkalv er en ren godbid for en spækhugger. For at beskytte de små benytter hunkaskelotterne en forsvarsstrategi, som ligner den, moskusokser anvender, når de jages af ulve: Hvalerne klynger sig sammen i overfladen, hvor de hele tiden kan trække frisk luft ind, og danner en kreds med ungerne i midten.

Større kaskelotgrupper er set i rundkreds med hovederne vendt ud mod fjenden, men oftest vender kaskelotterne deres hoveder indad mod kalvene og pisker voldsomt med halerne i den såkaldte margueritformation. Halen kan slå med en fart på tre meter i sekundet, og en enkelt fuldtræffer med den tunge halefinne er nok til at brække ryggen på en spækhugger. Men sulten kan alligevel presse spækhuggerne til at vove skindet og angribe – også selvom der ikke er kalve blandt hvalerne. De sort-hvide jægere er dog ikke en trussel mod kaskelotbestandene, for normalt nærer de stor respekt for hvalernes kampevner. Spækhuggerne undlader oftest at angribe og går i stedet på jagt efter mindre potente byttedyr, som er lettere at nedlægge.

Sammenhold er selvmord Lige så effektivt kaskelotternes stærke fællesskabsbånd fungerer i kampen mod spækhuggere, lige så selvmorderisk var det i kampen mod 1800- og 1900-tallets hvalfangere. I begyndelsen af 1800-tallet var kaskelotterne jaget vildt. Kommerciel udvinding af råolie fra undergrunden var endnu ikke begyndt, og kaskelottens enorme næseparti indeholder en af verdens fineste former for olie.

En fuldvoksen han gemmer op imod 2000 liter olie – så ren, at hvalfangerne uden forarbejdning kunne pøse olien direkte fra det flækkede hoved over i olielamper. Når kaskelotterne opsnappede, at der var fare på færde, fordi et hvalskib nærmede sig, indtog hvalerne den indøvede margueritformation for at beskytte kalve og sårede. Men over for hvalfangerne gav forsvarsstrategien bagslag. Når hvalerne havde lagt sig til rette med plaskende haler i en cirkel i overfladen, kunne harpunføreren begynde med at harpunere den største kaskelot og fortsætte med at skyde resten af hvalerne en efter en. Noget tyder da også på, at hvalerne med tiden ændrede forsvarsstrategi. Hvalfangere har adskillige gange observeret kaskelotflokke, der stik mod deres natur spredte sig eller dykkede ned og svømmede op mod vinden, hvor i hvert fald 1800-tallets sejlskibe havde svært ved at følge med. Andre kaskelotter gik direkte til angreb på hvalfangerskibene, som da den gigantiske kaskelottyr vædrede Essex. Men den slags undvigemanøvrer udviklede hvalfangerne en kur imod. Med deres harpuner gik de målrettet efter at såre en kalv og dermed lokke hele flokken op til overfladen for at beskytte den. Fangerne vidste, at en kaskelotmor og hendes søstre altid ville forsøge at forsvare en unge til det sidste.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: