Søelefanter måler havets temperatur

Havdyr med sensorudstyr tegner 3-d-vejrkort over oceanerne

1. september 2009

Søløver, søelefanter, hajer og andre store havdyr kommer vidt omkring i havene. Og når de gør det, kan de lige så godt hjælpe forskerne med at indsamle data, mener oceanografen Yi Chao fra NASA’s Jet Propulsion Lab og marinbiologen Dan Costa fra University of California i Los Angeles. Derfor er forskerne begyndt at udstyre havdyr med sensorudstyr, der bl.a. måler havvandets temperatur og saltindhold. De mange præcise målinger fra dyrene kan bruges til at skabe uhyre detaljerede 3-d-modeller af et havområde – fx er det for første gang nogen sinde lykkedes forskerne at skabe en detaljeret temperaturprofil af det nordlige Stillehav ud fra tusindvis af data, som er indsamlet af syv søelefanter. Der findes mindst lige så mange habitater i havene som på landjorden, og de nye 3-d-kort kan give forskerne et overblik over, præcis hvor de ligger. Havets store rovdyr er mestre i at finde frem til de mere dynamiske egne af verdenshavene, hvor havstrømme mødes, for det er ofte her, føden er. Med de nye kort kan forskerne overvåge disse områder og observere, hvordan de påvirkes af forskellige faktorer som fx klimaforandringer. Og som en ekstra bonus bliver havdyrenes færden kortlagt.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: