Søløve har klæbehjerne

Dyrenes Einstein kan huske spilleregler efter ti år

1. september 2009

Den canadiske søløve Rio har klæbehjerne og husker ting, den har lært ti år tidligere i sit liv. Det har overrasket forskerne, som mener, at Rio, der lever i fangenskab, har dyreverdenens bedste hukommelse. End ikke rhesusaber, som er kendt for at have en imponerende langtidshukommelse, kan gøre søløven nummeret efter. Da Rio var seks år, blev den trænet i at spille en form for memory-spil. Forskerne viste søløven et skilt med bogstavet A, hvorefter den blev præsenteret for to skilte med henholdsvis A og fx U. Hvis den med sin snude pegede på A, vankede der en belønning i form af en fisk. Søløven blev også trænet i at matche tal, hvilket den klarede uden problemer. Da forskerne ti år senere udsatte Rio for et lignende forsøg, viste det sig, at søløven havde både hukommelse og intelligens til at gentage tricket, selv om bogstaver og tal denne gang var skiftet ud med andre symboler. Forskerne er dybt forundrede over Rios præstation, eftersom den ikke er blevet trænet i ti år. Desuden kommer det bag på forskerne, at søløven var i stand til at tænke ab-strakt, så den ikke blot trak på erfaringen, men også overførte sin viden om begrebet “lighed” til nye situationer. De havbiologer, der har trænet Rio, siger, at også søløver, der lever i det fri, har en fænomenal hukommelse. De husker fx moderens stemme og deres fødested.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: