Ocean Art Photography

Fotografer fra mere end 60 forskellige lande kæmpede om i alt 15 kategorier. Her ses vinderbilledet under kategorien 'Compact Wide Angle' taget af fotografen Stephen Holinski. 

© Stephen Holinski

Vinderne kåret: Her er årets vildeste undervandsfotos

Vinderne af den prestigefyldte Ocean Art Photography Competition er netop kåret. Og endnu engang inviterer nogle af verdens dygtigste fotografer os helt tæt på de mest dragende skabninger i havets dyb.

19. januar 2017 af Nanna Vium

Under de krusende bølger ud for klodens utallige kyster lurer en verden af mystiske væsener og golde overflader, der ligger langt væk fra livet, som vi kender det.

Havets dyb har altid været omgivet af en særlig mystik. Og nu inviterer nogle af verdens ypperste undervandsfotografer dig med ned under bølgerne i fotokonkurrencen ’Ocean Art Photography Competition 2016’.

Vi præsenterer et udpluk af vinderbillederne her. Du kan finde mange flere på konkurrencens hjemmeside.

Konkurrencens suveræne vinder blev fotografen Matty Smith, der med dette enestående foto formår at indfange det gople-lignende og hvirvelløse havdyr ’Portugisisk Orlogsmand’, både over og under vandet.

I virkeligheden er den portugisiske orlogsmand ikke et dyr, men snarere en koloni af gopler med hver deres funktion – en såkaldt superorganisme.

Og selvom den måske ser harmløs og dragende ud på billedet, er det alligevel en god idé at svømme en stor bue udenom, hvis du ænser den i horisonten.

Nærkontakt med de meterlange, giftige brændetråde kan både medføre opsvulmet hud, kløe, febersymptomer, kvalme og i sjældne tilfælde døden.

Tag med Illustreret Videnskab på ekspedition til Galápagos, og mød noget af det smukkeste dyreliv på planeten!

Joaquin Gutierrez vandt førstepladsen i portræt-kategorien med dette foto af to såkaldte hanefisk i færd med at smovse af en vandmand ved havet ud for De Kanariske Øer.

Førstepladsen i kategorien ’Compact Behavior’ gik til Lawrence Alex Wu med dette foto af et hvirlende tæppe glasfisk, der bruger dykkeren som et skjold mod angreb fra større fisk ud for Hin Deang i Thailand.

Førstepladsen i kategorien ’Pool/Conceptual’ gik til fotografen Christian Miller, der fangede skildpadden Eva i færd med at fange føde. Eva er en del af et større rehabiliteringsprogram for skildpadder i Queensland, Australien. 


Dette to centimeter skovlignende landskab viser indersiden af en såkaldt søpung – et dyr, der lever nedgravet i havbunden eller fæstnet til sten, alger eller skibe. 

Fanget af fotografen Lawrence Alex Wu, og vinder af ’Compact Macro-kategorien’.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: