Hund forstår 200 ord

Collie har sprogsans som et treårigt barn

1. september 2009

Hunden Rico har forbløffet forskere med sin helt usædvanlige sprog-sans. Bordercollien kender navnene på 200 slags legetøj, bolde og andre genstande og har dermed et ordforråd, der svarer til et treårigt barn. I en række kontrollerede forsøg udvalgte forskerne ti af de genstande, som hunden kendte navnene på, og dens ejer bad den så om at hente en af dem. Den opgave løste Rico korrekt i næsten alle tilfælde, selv om ejeren og genstandene var placeret i to forskellige værelser. Adfærdsforskere på Max Planck-instituttet i Leipzig studerede også hundens indlæringsevne ved at lægge syv genstande, som hunden kendte navnene på, i et rum sammen med en ukendt genstand, hvis navn hunden aldrig havde hørt før. Efter at have bedt Rico om at hente et par af de kendte ting sagde ejeren navnet på den ukendte genstand, og på trods af at hunden altså aldrig havde hørt dette ord før, så lykkedes det den i 70 pct. af tilfældene at vælge den rigtige genstand. Hunden forbinder altså et ukendt ord med en ukendt genstand og husker den nye sammenhæng, og det er netop den metode, små børn bruger, når de skal lære at sætte navn på nye ting.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: