Hvor dovent er dovendyret?

Kan det passe, at dovendyret sover hele tiden? Hvordan kan det overleve, hvis det vitterligt er så dovent?

1. september 2009

Dovendyret tilbringer op mod 20 timer i døgnet med at sove. Og når det er vågent, flytter det sig ikke, før det har spist alle de blade, der er inden for rækkevidde. Det betyder, at dyret kan tilbringe flere dage i toppen af et træ, før det bevæger sig videre til det næste – som regel nabotræet. Slutresultatet er daglige vandringer på under 25 meter, men i parringstiden kan dyret dog nå op på 270 m i timen. Dovendyret har udviklet en speciel fysiologi, der gør, at det kan spare på energien. Fordøjelsen er fx uhyre langsom, og maden kan være op til en måned om at bevæge sig fra mavesækken til tarmen. Dovendyret har desuden en betydeligt lavere kropstemperatur end andre pattedyr, og samtidig bevæger det sig meget langsomt. I den modsatte ende af søvnskalaen finder man en række spidsmus- og delfinarter, som tilsyneladende næsten ikke sover. Spidsmus sover i ganske korte perioder døgnet igennem, men som regel højst et par minutter ad gangen. Deres stofskifte er for højt til, at de kan tillade sig at sove i længere perioder – så ville de ganske enkelt dø af sult. Delfiner sover tilsyneladende aldrig, men undersøgelser på tamme delfiner har nu vist, at disse dyr kan sove med én hjernehalvdel ad gangen. De sover, kunne man sige, med det ene øje åbent.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: