Bier kvæler hvepse

Bierne sætter sig på hvepsenes åndehuller og lukker for ilttilførslen

1. september 2009

Honningbierne på Cypern kan uskadeliggøre hvepse ved at kvæle dem. Opdagelsen er gjort af biologer fra Aristoteles-universitetet i Thessaloniki, Grækenland. Hvepse hører til honningbiernes værste fjender, når de går på rov i deres kuber. Det er dog sjældent, at bier bruger brodden til at forsvare sig mod indtrængere. I stedet angriber de uvelkomne gæster ved at klumpe sig sammen oven på dem. Herefter vibrerer bierne kraftigt med deres muskler, så temperaturen omkring hvepsen stiger til over 50 °C, og den dør af overophedning. Nogle hvepse er dog varmetolerante, og derfor må bierne bruge et andet våben mod dem. Ligesom andre insekter får hvepse deres iltforsyning gennem porer i bagkroppen, som står i forbindelse med et indre rørsystem. I bagkroppen har de nogle muskler, som kan foretage pumpebevægelser for at presse luft ind og ud af porerne. I modsætning til andre insekter har hvepse desuden nogle store skæl, som dækker bagkroppen og åbnes og lukkes i takt med pumpebevægelserne. Ved forsøg viste forskerne, at bierne udnytter dette iltforsyningssystem til at dræbe de varmetolerante hvepse. De klumper sig simpelt hen sammen oven på indtrængerne, der derfor ikke kan åbne og lukke for ilttilførslen. Forskerne udstyrede fire hvepse med kiler, så ilttilførslen blev holdt åben, mens fire andre hvepse ikke fik kiler indsat. Bierne var i gennemsnit 124 minutter om at aflive de hvepse, der havde kiler, mens det kun tog 57 minutter at dræbe hvepsene uden kiler. Forskerne mener, at bierne bruger en kombination af kvælning og opvarmning til at uskadeliggøre de varmetolerante hvepse.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: