bananfluelarve

Fluelarve ser lyset med hele kroppen

Bananfluens larve bruger snedig strategi for at overleve.

2. maj 2011

Hvad bør en bananfluelarve gøre for at overleve og blive til en voksen bananflue? Den ultimative strategi er naturligvis at grave sig dybt ind i en frugt, hvor der er rigeligt at æde, og hvor larven er godt beskyttet mod selv at blive ædt af fugle og andre dyr.

Man har længe vidst, at bananfluelarven har nogle lysfølsomme celler i hovedet, som udvikler sig til øjne hos den voksne flue. Når larven borer hovedet ned i frugten, slukkes dagslyset i øjnene, og larven ved, at den er på rette spor. Men hvordan ved larven, hvornår resten af kroppen kommer med ind i det mørke og beskyttende paradis, så larven ikke bare gemmer hovedet, mens halen stikker ud og afslører dens ejer for sultne og nådesløse fjender?

Nu har amerikanske forskere fra Howard Hughes Medical Institute, University of California og New York University fundet svaret. Bananfluelarven har lysfølsomme celler i huden, som er spredt ud over hele kroppen. Disse celler bliver ved med at registrere det skarpe dagslys, indtil lyset slukkes i de sidste celler på halen, når larven har begravet sig fuldstændigt i det saftige frugtkød, hvor den kan grovæde uden at løbe en stor risiko for at blive opdaget af rovdyr.

Forskergruppen gjorde deres opdagelse ved at gensplejse bananfluer, så de ikke længere danner øjne. Derpå skannede de larvernes hud for lysfølsomme celler og fandt dem. Bagefter konstaterede forskerne gennem forsøg, at larver uden de normale forstadier til øjne stadig er følsomme over for lys.

Huden sanser lyset

Bananfluelarver har størst chance for at overleve dybt inde i en frugt. Når de lysfølsomme celler i huden ikke længere registrerer lys, er larven skjult for rovdyr.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: