1. Lægger tusindvis af æg

Galleri: Døgnfluens intense liv

På få timer skal døgnfluen gennemføre en forvandling fra nymfe til fuldvoksen døgnflue, finde en mage, parre sig og – for hunnens vedkommende – lægge æg, inden den dør.

11. marts 2010

Tisza-floden flyder dovent gennem de ungarske stepper til Serbien, men hvert år midt i juni vækkes floden til live, når tusinder og atter tusinder af døgnfluer stiger op af flodens vand. Europas største døgnflue, Palingenia longicauda, har levet som nymfe i dyndet på bunden af floden i to eller tre år. Nu danser de i store flokke eller sidder i flodbrinkens træer. Begge køn har travlt, for voksenlivet er kort. I løbet af få hektiske timer skal de skifte hud for sidste gang, finde en mage og parre sig, og hunnerne skal nå at lægge æg. Få timer senere er det forunderlige skue slut, for samtlige døgnfluer dør, inden solen igen står op.

Døgnfluen har eksisteret i over 300 millioner år og er det ældste og mest primitive vingede insekt. Døgnfluens lange historie står i skærende kontrast til dens flygtige livsbane som voksent insekt. De fleste af de 2500 arter lever mindre end et døgn, og nogle arter kun i minutter.

Op til tredive nymfestadier

Samtlige arter er knyttet til ferskvand. Nymfen lever på bunden af søer eller vandløb, hvor den sidder fast på sten, kravler på bunden eller graver gange gennem mudderet. Her gnaver den døde plantedele i sig, skraber alger og bakterier af sten eller æder smådyr. Nymfen bliver på bunden og gennemlever op til tredive nymfestadier, hvor den hver gang skifter hud uden dog at ændre udseendet ud over størrelsen. Efter op til tre år er nymfen klar til at forlade vandet.

Når nymfen når overfladen, gennemgår den en forvandling til sit særlige subimago-stadie, som er særegent for døgnfluen. Dens hud sprækker på ryggen, og et insekt med vinger kravler ud af den gamle hud. Det “nye” insekt er dækket af små hår, som gør det vandskyende, så det kan overvinde overfladespændingen og forlade flodvandet.

Subimago-stadiet er et af dyreverdenens korteste livsstadier. Døgnfluen flyver direkte op på fx en gren for at gennemføre den sidste forvandling til voksen og dermed kønsmoden. Nu mangler den kun et sidste gøremål i livet: at forplante sig. Den voksne døgnflue er et flyvende parringsorgan. Den har ufuldstændige munddele, dens fordøjelsessystem er fyldt med luft, og den tager ikke føde til sig. Hannen er designet til at finde en mage. Hans øjne er store og giver ham god mulighed for at opdage ledige hunner i virvaret i de store sværme. Hans forreste benpar er udstyret med en særlig krog til at holde fast på sin erobring, og han slipper ikke sit tag, før parringen er overstået, og hunnen kan flyve af sted for at lægge sine befrugtede æg – og dø.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: