insekt i øret top

6 klamme kryb, du IKKE vil finde i dit øre

Din øregang er bare 2,5 cm lang – og det er rigeligt for både edderkopper, møl og kakerlakker. Her er den skræmmende liste over ørets ubudne gæster.

21. december 2015 af Mikkel Skovbo

Du sover tungt efter en lang og udmarvende dag og mærker ikke den lette pirken på din hud: En lodden edderkop tapper rundt på din øreflip i jagten på det perfekte skjulested. Den er ikke gået forgæves. Foran spindleren åbenbarer sig arachnid-verdens svar på Alibabas hule: din øregang.

Sådan kunne en edderkop finde vej ind i dit hoved. Og det sker! Din ydre øregang er 2,5 cm lang og ca. 0,7 cm i diameter, så der er plads nok til små, kriblende gæster.

Læs også: Hvad er sølvfisk, og hvor kommer de fra?

Heldigvis blokerer trommehinden for, at smådyr og insekter kan krybe længere ind i øret. Men det er slemt nok: Øregangen består af bruskskelet beklædt med hud, hårsække og kirtler, og et fremmedlegeme i området kan medføre store smerter, rødmen, høretab og en lind strøm af væskende pus.

Her er 6 ubehagelige eksempler på småkryb i menneskeøret:

1. Møl basker amerikaner i gulvet

”It’s fucked up, dude!” bæver den store amerikanske mand ”Mikey” fra sit leje på jorden. Han er gået i gulvet med en møl i øret.

”Jeg kan høre den motherfucker flakse rundt i mit hoved!”

Heldigvis kommer hans storgrinende venner ham til undsætning med lyset fra en mobiltelefon og en pincet – bare for at opdage, at der gemmer sig ENDNU et dyr i stakkels Mikeys øregang: en blodfyldt skovflåt!

2. Maddike tager den som blind passager

I øret på en 48-årig tawanesisk kvinde kryber en slimet larve fra en frugtflue lystigt rundt. Maddiken er sandsynligvis endt i øret som blind passager på et høreapparat, der har ligget ved siden af et frugtfad på et spisebord.

Maddiken er i fuld gang med at nedbryde huden i øregangen tæt på trommehinden, og kvinden lider af kraftige smerter. Heldigvis forsvinder ørepinen igen, da lægerne fjerner den slimede, hvirvelløse gæst og propper patienten med en omgang antibiotika.

3. Edderkop bider sig fast med modhager

Klik for stort billede. FOTO: Rednet News

En stor, lodden edderkop stirrer trodsigt tilbage på lægen med sine fire øjne, da han kigger ind i øregangen på sin patient. Edderkoppen har siddet der i hele fem dage og nægter at forlade sin nye, lune menneske-rede.

Da lægen pirker til den ottebenede spindler med et redskab, graver den sig bare længere ind i øret med sine modhagefyldte hår. I stedet må doktoren skylle den stædige gæst ud med en god portion saltvandsopløsning.

Efter indgrebet forsvinder den ubehagelige kløe fra øret hos den kvindelige patient på Changsha Centralsygehus i det sydligt-centrale Kina. Hun bryder i gråd af glæde.

4. Fårekylling går i varmeskjul

En indisk mand går til lægen med en kløende fornemmelse i det ene øre – og kommer først hjem igen efter at have fået en 7,5 cm lang indisk husfårekylling trukket ud af øregangen.

”Fårekyllingen kravlede sandsynligvis ind i øret på manden, mens han sov, og lå og ventede på, at det skulle blive nat igen,” siger insekteksperten Michael Sweet fra Derby Universitet og uddyber, at den indiske husfårekylling ofte går i varmeskjul i dagtimerne.

5. Skolopender entrer sovende kineser

Ørelægen på hospitalet i Yangzhou i det sydlige Kina får sig lidt af en overraskelse, da han stikker otoskopet ind i øret på en kvindelig patient, der har klaget over ubehag i øret: Han får øje på en levende skolopender.

Det giftige dyr er kriblet ind i øret på kvinden, mens hun sov.

Lægen slår straks det mangebenede dyr ihjel med en saltvandsopløsning og fjerner det stykke for stykke med en lille øretang.

Kvinden slipper uskadt fra episoden. Små skolopendere kan ellers forvolde en smerte, der er at sammenligne med et bistik – mens biddet fra større dyrs giftkroge i visse tilfælde kan være livstruende.

6. Kakerlak flår australier ud af sengen

Klokken halv tre om natten vågner Hendrik Helmer op med en uudholdelig smerte i det ene øre. ”Det var som om, nogen borede eller bankede en negl ind i siden af hovedet på mig,” fortæller australieren til BBC.

Han er bange for, at det er en giftedderkop og forsøger først at suge øret ud med en støvsuger. Det virker ikke, og han haster på hospitalet i Darwin.

Her hælder en læge olivenolie ind i øret på ham, hvilket får kribledyret til at grave sig endnu længere ind i øregangen, inden det endelig bliver kvalt i olien og dør. Til sidst stikker lægen en tang i øret på Hendrik og hiver en 2 cm lang kakerlak ud. Det største insekt, lægen nogensinde har set i et øre.

Fra insekt i øret til aftensmad

Hvis du engang fanger et insekt med øret – hvad så med at spise det også? Det er ca. 10 trillioner insekter i verden, og vi skal til at vænne os til at se dem på middagstallerkenen. For klimaets skyld. Læs mere i vores artikel:

ØRETS KRYBEKÆLDER

[ Klik for stort billede

1. Øregangen er den kanal, der forbinder øremuslingen – den del af øret, der stikker du af hovedet – med mellemøret.

2. Trommehinden er den membran, der adskiller øregangen og mellemøret og forstærker lydindtrykket i øret. Desuden forhindrer den småkryb i at krybe længere ind i dit hoved. Hvis den altså er intakt ...](http://illvid.dk/files/bonnier-ill/attach/insekt-i-oeret-stor.jpg)

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: