Sover insekter?

Insekter er tilsyneladende altid aktive. Sover de aldrig?

1. september 2009

Forskerne har længe været i tvivl om, hvorvidt insekter sover. Problemet er, at deres hjerner er for små til, at man kan måle deres hjernesvingninger. For nylig har amerikanske forskere imidlertid undersøgt sagen med en helt simpel metode. Konklusionen er, at insekterne faktisk sover – eller i hvert fald har en adfærd, der minder meget om søvn. Ved forsøget blev nogle bananfluer spærret inde i små glas. Hver gang en flue havde siddet stille i mere end et minut, bankede forskerne den op. Efterhånden som natten skred frem, skulle der bankes hårdere og hårdere på glassene, før fluerne reagerede. Fluerne kompenserede altså tilsyneladende for den tabte nattesøvn med en dybere søvn. I en ny forsøgsrække lod forskerne nu bananfluerne få deres normale nattesøvn, og bortset fra små spjæt med benene forholdt de sig gennemsnitligt i ro i syv timer hver nat. Fluerne trak sig desuden tilbage til bestemte steder i glassene og lod deres hoveder synke ned i en særlig position, som forskerne nu kalder bananfluernes sovestilling. Derefter blev fluerne i en række nætter madet med kaffe, og koffeinen havde tydeligvis en effekt. De nætter, hvor fluerne havde fået kaffe, var de langt mere aktive end andre nætter. Tidligere forsøg med kakerlakker og bier har vist, at de også har en adfærd, der minder om søvn. Forskerne håber, at flere forsøg med insekter kan være med til at forklare, hvad der styrer alle levende væsners trang til at sove.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: