Isbjørn med sul på maven

Isbjørnen er immun overfor hjerte-kar-sygdomme

En fuldvoksen isbjørn slæber rundt på 200 kg kropsfedt, men skal hverken frygte kolesterol eller hjerte-kar-sygdomme. Bjørnen har udviklet et særligt gen-sæt, der fjerner kolesterol og fedtstoffer fra blodbanen.

21. oktober 2014 af Karen Grubbe og Rasmus Palludan

En isbjørn elsker at labbe spækfede sæler i sig. Men trods den fede kost har isbjørnen ingen problemer med hjerte-kar sygdomme. Det har et internationalt forskerhold fra USA, Kina, Danmark og Grønland opdaget. I løbet af evolutionen har isbjørnens hjertekar-system tilpasset sig store mængder fedt.

VIDEO: Se, hvorfor en isbjørn ikke skal tænke på fedtprocenten:

Vi gør opmærksom, at videoen er på engelsk og uden undertekster.

En isbjørn har ekstrem fedttolerance

På baggrund af vævsprøver fra 79 isbjørne og ti brune bjørne har forskerne undersøgt isbjørnens gener og sammenlignet dem med den brune bjørns. Prøverne afslørede, at isbjørne oprindeligt stammer fra de brune bjørne, men for under 500.000 år siden begyndte at skille sig ud og udvikle deres egen evolutionære gren for at tilpasse sig det arktiske klima.

I løbet af kort tid i evolutionær målestok udviklede isbjørnene blandt andet deres hvide pels og en ekstrem fedttolerance, som har været livsnødvendig for at overleve de isnende kolde arktiske vintre.

Særlig genpulje gør en isbjørn kolesterolfri

Ud af 20 gener hos en isbjørn, som formentlig er blevet favoriseret gennem evolutionen, er de ni relateret til hjerte-kar-systemet. Et af de ni gener kendes også fra mus, rotter og mennesker, hvor det koder for et bestemt protein, APOB, som effektivt fjerner kolesterol og andre fedtstoffer fra blodet.

Næste skridt for forskerne er at kortlægge genomer fra fossile isbjørne for at finde ud af, hvordan den genetiske tilpasning helt nøjagtigt er foregået.

Tag temperaturen på verdens isbjørne

Selvom en isbjørn er perfekt tilpasset livet i Arktis, så truer udefrakommende faktorer som global opvarmning og miljøgifte det store rovdyr. Læs mere i Illustreret Videnskabs store artikel fra Svalbard:

Fedtet er nødvendigt

Isbjørnen vejer omkring 400 kg. Halvdelen er fedt, som er livsnødvendigt i det kolde Arktis.

VARMEISOLERING Under huden ligger et tykt fedtlag, mens huden er sort og absorberer solens varme.

VÆSKEFORSYNING Når kropsfedtet forbrænder, dannes væske, som dyret har brug for i Arktis’ isørken.

FEDTDEPOTER Størstedelen af isbjørnens fedt er fordelt på ryggen, maven og bagdelen.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: