Krage fisker med hjemmelavet krog

Begejstrede biologer finder fuglenes instrumentmager

1. september 2009

Engelske biologer har opdaget, at krager er lige så gode – eller måske bedre – til at lave redskaber end menneskets nærmeste slægtninge, chimpanserne. Forskerne har længe kendt til, at kragerne på Ny Kaledonien udformer små redskaber af fx blade til at hive insekter ud af rådne træer. Men nu har man for første gang undersøgt kragernes evne til at fabrikere redskaber i et egentligt eksperiment. Biologerne præsenterede kragerne for nogle ni centimeter lange stykker ståltråd samt et glasrør med nogle kødstykker i bunden. Kragerne kastede sig straks over ståltrådsstykkerne, som de tog op i næbbet og bøjede ved at holde ståltråden nede med fødderne. Ud af ti forsøg lykkedes det i ni tilfælde for kragerne at lave en krog og få fat i godbidden på bunden af glasset. Ifølge forskerne er det første gang, man har set et dyr helt bevidst lave et redskab til en specifik opgave. De mener derfor, at kragerne i et vist omfang er i stand til at forbinde årsag med en virkning – noget, man hidtil har troet, var forbeholdt mennesket. I så fald er mennesket ikke det eneste væsen, der kan lave redskaber.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: