Muldvarpe er kun til fastfood

Pattedyr finder og æder orm på 227 millisekunder

1. september 2009

Stjernemuldvarpen er til fastfood og det i en grad, så det lille dyr nu er indehaver af den uofficielle titel som verdens hurtigste ædedolk. Pattedyret med den stjerneformede næse formår at sætte sit måltid til livs så hurtigt, at det menneskelige øje end ikke kan nå at registrere det. Stjernemuldvarpen finder, identificerer og æder sin mad, typisk orme og insekter, med en gennemsnitshastighed på blot 227 millisekunder – under et kvart sekund. Til sammenligning tager det en bilist 650 millisekunder at reagere på skift til rødt lys. Biologen Kenneth Catania fra Vanderbilt University, Tennessee, USA, har afluret stjernemuldvarpens hurtighed med et avanceret højhastigheds-videokamera. Catania vurderer, at dyret arbejder på grænsen af nervesystemets og hjernens hastighedsmæssige ydeevne. Muldvarpens kvikke spisebevægelser skyldes dens særegne og fintfølende næse, der er udstyret med 22 lyserøde tentakler. Når muldvarpen nærmer sig et potentielt bytte, sender tentaklerne et sanseportræt til hjernen, og et stort antal nervefibre og receptorer sørger for, at processen sker på rekordtid.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: