olinguito new bear

Nyt kødædende pattedyr opdaget

Men den hidtil ukendte kødæder havde stået på museum i mange år.

25. november 2013

Natdyr fra Andesbjergene

For første gang i 35 år har forskere opdaget et nyt kødædende pattedyr på et af de amerikanske kontinenter. Dyret, der er ca. 35 cm langt og vejer 900 gram, ligner med sine stritører, sin rødbrune pels og sine store, mørke øjne en mellemting mellem en kat og en bamse.

Det nataktive dyr lever i trækronerne i Andesbjergene i Ecuador og Colombia. Arten tilhører ordenen Carnivora (kødædere), selvom den mest lever af frugter og insekter.

Det nyopdagede dyr er døbt olinguito – men faktisk er det ikke så nyt endda. Naturhistoriske museer i USA huser flere udstoppede eksemplarer, som fejlagtigt var kategoriseret som olingoer, et lille pattedyr i halvbjørnefamilien.

DNA-analyser bekræfter

Da en forsker på Smithsonian National Museum of Natural History granskede samlingen af olingoer, bemærkede han, at nogle af dem adskilte sig fra de andre ved deres tykkere pels og mindre kranie. Forskeren, Kristofer Helgen, fik mistanke om, at dyret kunne være en hidtil upåagtet art – og ganske rigtigt.

På flere ekspeditioner til Andesbjergene har Helgen og hans team nu fundet tusindvis af levende olinguitoer, og dna-analyser bekræfter, at den lille halvbjørn er helt sin egen.

Nye kødædende pattedyr er sjældenheder

Når forskerne finder ukendte kødædere blandt pattedyrene, er arterne oftest sjældne.

Seneste fund i regionen: 1978, Colombia

Ca. 20 cm lang væsel med det latinske navn Mustela felipei. Kun ti individer er set i Andesbjergene.

Seneste fund i verden: 2010, Madagascar

Arten Durrells vontsira er på størrelse med en kat og i familie med desmerdyr. Forskerne kender kun til to levende individer.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: