Krokodillepupil rovdyr

Øjet afslører dyrets sande jeg

Formen på pupillen viser, om dyret er jægeren eller den jagede.

30. november 2015

Øjet er vinduet til sjælen, siges det. Og en ny undersøgelse peger på, at øjet kan fortælle os meget mere om dyrene. Øjet kan i mange tilfælde afsløre, om dyret er enten et rovdyr eller et byttedyr.

Synsforskere fra University of California, Berkeley i USA har sammen med kolleger fra det britiske Durham University studeret øjnene hos et par hundrede landlevende dyrearter i forsøget på at afklare, om pupillernes form sladrer om dyrets hierarkiske placering i fødekæden.

Rovdyr har lodrette pupiller

Forskerne opdagede, at dyr med lange, lodrette pupiller – som fx ræve, krokodiller og slanger – som regel er rovdyr, mens dyr med vandrette pupiller – som fx får og geder – oftest er planteædende byttedyr.

Når rovdyr oftest har pupiller som lodrette sprækker, skyldes det ifølge forskernes computermodeller, at denne form forbedrer dyrets evne til at se i mørke og at bedømme afstande præcist, uden at dyret behøver at bevæge hovedet og dermed risikere at afsløre sig selv over for byttet.

Byttedyr kan se rovdyr ud af øjenkrogen

De vandrette pupiller giver andre fordele: De gør det muligt for græssende dyr at se ud af øjenkrogen. Dermed bliver de planteædende dyr i stand til at spejde til begge sider og holde øje med, om et rovdyr nærmer sig og kan bringe deres liv i fare.

LODRETTE PUPILLER JAGER OM NATTEN

Forskerne har dag og nat observeret 214 forskellige arter både i zoologiske haver, på marker og i naturen og fundet en klar sammenhæng mellem pupillens form og dyrets plads i økosystemet.

Lodrette pupiller: Ses typisk hos rovdyr, der er aktive både dag og nat, som fx lossen.

Vandrette pupiller: Ses typisk hos planteædere som fx får. Pupillen øger synsfeltet, så dyret kan spotte rovdyr ud af øjenkrogen. |

Rovdyr (los) og byttedyr (får) med henholdsvis lodrette og vandrette pupiller.

Rovdyr sniger sig ind på byttet

For ikke at blive set ud af byttedyrenes øjenkroge, lister mange rovdyr sig ind på deres næste måltid bagfra. Læs mere om rovdyrenes listige tricks:

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: