nb_u20 Scanpix

Syntetiske horn skal redde næsehornet

Næsehornet er truet af udryddelse, men nu kommer moderne teknologi det store dyr til undsætning. En amerikansk virksomhed vil stoppe slagteriet ved hjælp af 3d-printede horn.

12. maj 2015 af Malene Breusch Hansen

Antallet af drab på næsehorn er eksploderet i de seneste år. I 2007 blev blot 13 næsehorn dræbt af krybskytter, men i 2014 var tallet vokset til 1215.

Organisationer og myndigheder har uden held forsøgt at bremse blodbadet, men nu melder den nye amerikanske virksomhed, Pembient, sig på banen. Firmaet vil stoppe massedrabene ved at 3d-printe kunstige horn, som kan mætte den store efterspørgsel, så næsehornene kan få lov at være i fred.

De syntetiske horn skal opbygges af et pulver, som består af det samme materiale som de originale horn, og vil være billigere end originalen.

Kiloprisen på horn fra næsehorn er 260.000 kroner.

© Foto: Scanpix

Rygte om kræftkur gav stigende efterspørgsel

Efterspørgslen efter næsehornets frontpragt skyldes især den asiatiske naturmedicin. Ifølge den kan pulveriseret næsehorn kurere en lang række sygdomme – lige fra hjerneblødninger over Sars til Aids.

Takket været en stor fredningsindsats var bestanden af næsehorn ellers voksende i de tidlige 00’ere, men i 2008 steg efterspørgslen markant, fordi et rygte i Vietnam sagde, at dødsyge kræftpatienter var blevet helbredt af pulveret fra hornet.

Hornet har ingen helbredsmæssig effekt

Rygterne kan dog umuligt være sande. Det store dyrs horn består af meget tæt sammenpressede hår, og ligesom alle andre pattedyrs hår indeholder de udelukkende keratin – et af de kemisk mindst reagerende stoffer.

Samtidig er stoffet nærmest umuligt at nedbryde for mennesker og kan derfor ikke optages i kroppen. Alene af den grund kan hornet ikke have nogen helbredsmæssig effekt._

Horn fra næsehorn er ekstremt dyre

Prisen på hornet fra et næsehorn kan måle sig med nogle af verdens dyreste varer. Efter narkotika, våben og menneskehandel er horn mm fra truede dyr den fjerde største handelsvare på det sorte marked .

Heroin: 400.000 kr/kg Guld: 300.000 kr/kg Næsehornshorn: 260.000 kr/kg

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: